Mette Frederiksen til 1. maj: - Vi skal sikre bedre balance mellem land og by

I Næstved er der proppet i Gl. Ridehus, hvor blandt andre Socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen, holdt tale.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Arbejdernes internationale kampdag er skudt i gang.

Og dagen er lidt af et trækplaster i Næstved, hvor Gl. Ridehus er proppet med mennesker. Og en af dem, der er mødt op i dag er Socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen.

- Det er jeg, fordi Næstved er en af de byer, der er rigtig god til at fejre 1. maj. Det er en fyldt sal, og jeg er glad for at være med her, siger hun til TV ØST.

- Og så er 1. maj jo også en lejlighed til at få sagt nogle af de socialdemokratiske budskaber. 

Glæder sig som til juleaften

1. maj går igen hvert eneste år. Så er der overhovedet noget nyt at sige i dag?

- Ja, det er der, siger Mette Frederiksen.

- Heldigvis kommer 1. maj igen. Det gør juleaften også, men derfor glæder vi os jo til juleaften. Og sådan, tror jeg, mange også har det, når det er 1. maj, siger hun og fortsætter:

- Det, jeg har valgt at bruge 1. maj til i år, er at tale om tilliden til det offentligt ansatte. Jeg synes, vi har behov for at gøre op med den meget stramme styring af vores medarbejdere ude i velfærden. Jeg taler om de unge – behovet for at flere får en uddannelse. Og så har jeg selvfølgelig også talt om vigtigheden af, at lejerne får lov til at beholde deres egne penge.

Sikrer balancen

Zoomer formanden ind på områderne har i regionen, så er der flere ting, hun mener, der er vigtige at sætte fokus på. 

- Jeg tror, det der er vigtigt, når vi ser på hele Danmark og ser på behovet for at sikre en bedre balance mellem land og by, så er det mange forskellige ting, der er behov for, indleder Mette Frederiksen.

- Infrastrukturen er vigtig, bredbånd er vigtig. Noget af det allervigtigste er uddannelserne. Hvis ikke der er et uddannelsestilbud i alle dele af Danmark, så kommer fraflytningen til at tage til. Folk skal jo flytte derhen, hvor de gerne vil, men det skal ikke være, fordi man ikke kan bo i landdistrikterne. Derfor mener jeg, at decentraliseringen af uddannelserne er en af de allervigtigste opgaver, vi har, siger hun.


Nyhedsoverblik