Mens danskerne fejrede befrielsen, drev rædslerne i land på Møn

Af Thomas Albrektsen

Midt under Danmarks befrielse i maj 1945 blev en flodpram fyldt med kz-fanger trukket i land på Møn, og en hel egn måtte stå sammen for at redde deres liv.

Manden med roser i danske og polske farver

 

Maj 1995: Hvis naboerne til Stege Kirkegård og Magleby Kirkegård på Møn den 5. maj skuede over på kirkegården, ville de se en ældre mand med et tæt, hvidt overskæg, kraftige mørke øjenbryn og tilbagefriseret hår i grå nuancer gå rundt med favnen fuld af røde og hvide roser. 

Der var ikke plads til lig i forrådnelse, så vi sørgede hele tiden for, at de døde kom op ad stigerne og blev smidt overbord

Piotr Mierzejewski

Manden, der i lokalområdet var kendt som Peter Veedol, havde i 50 år på præcis samme dato lagt en buket i danske og polske nationalfarver ved hver gravsten dateret 1945 og med slaviskklingende navne.

Prammen, der blev trukket i land i Klintholm Havn på Danmarks befrielse. Foto: Privatfoto / Lokalhistorisk Forening Møn

Hvis naboerne havde spurgt den ældre mand, hvorfor han på dagen for Danmarks befrielse lagde roser, ville han måske have fortalt, at det var for at ære sine døde kammerater og de danskere, som i dagene omkring befrielsen kæmpede en håbløs kamp for at redde deres liv.

Han ville måske have fortalt om rædslerne, der midt under festlighederne blev trukket i land i Klintholm Havn.

Et stykke glemt Danmarkshistorie

Fortællingen om prammen i Klintholm Havn er for de fleste et stykke glemt Danmarkshistorie, hvor en hel egn måtte aflyse festlighederne på den lyseste forårsdag i fem år, da en flodpram fyldt med fanger fra en nazistisk koncentrationslejr blev trukket i land på Møn den 5. maj 1945. 

Det her er historien om en lokalbefolkning, der råbte om hjælp til at redde flere hundrede kz-fangers liv, men som i flere dage blev ladt i stikken. Men det er også historien om fange nr. 101937, der forelskede sig i en ung kvinde fra Falster og kom hundredvis af forældreløse børn til undsætning.

 

Fangerne marcherede om kap med døden

 

April 1945: Piotr Mierzejewski anede ikke, hvor han og alle de andre fanger fra koncentrationslejren Stutthof i det nordlige Polen i 1945 til fods var blevet beordret hen i det bidende kolde aprilvejr.

Ingen skulle undslippe nazisternes fangenskab

 

Men han vidste, at mange af dem ikke ville klare marchen i deres tynde, stribede fangedragter og udhungrede kroppe. 

Siden januar havde den 31-årige polak set sine medfanger forlade lejren i lange kolonner, mens russiske tanks var rykket tættere på barakkerne ved landsbyen Sztutowo.

Fanger i prammens last. Foto: Privatfoto / Møns Museum

Enden på Anden Verdenskrig var nær, og SS-leder Heinrich Himmler havde besluttet, at flere østlige koncentrationslejre skulle evakueres i håbet om at slette sporene efter de nazistiske forbrydelser.

Derfor blev fangerne sendt ud på den såkaldte dødsmarch, hvor omkring 300.000 fanger mistede livet. 

Her befandt Piotr Mierzejewski sig i april marcherende mod nord. Rækkerne af fanger gik gennem ruinerne af Danzig og Gdynia, hvor indbyggerne nogle steder smed frugt og grøntsager ud til dem.

Men det var ikke nok til at redde dem alle.

De vidste ikke, hvad der ventede dem

 

For langs vejene lå der med 30 til 50 meters mellemrum fanger, som var faldet om af udmattelse og bagefter skudt gennem hovedet af den soldat, som gik bag hver kolonne.  

Ingen skulle undslippe nazisternes fangenskab. 

Efter et døgns march nåede de flere tusind fanger Hela-halvøen ved Østersøen. Men de vidste ikke, hvad der ventede dem.

 

Den flydende koncentrationslejr

 

Foråret 1945: I slutningen af Anden Verdenskrig, da de allierede tropper fra flere sider nærmede sig førerbunkeren i hjertet af Nazityskland, valgte nazisterne at evakuere mange af fangerne i deres koncentrationslejre rundt omkring i Europa. Her blev titusindvis af intetanende fanger beordret ombord på skibe og flodpramme. 

Port ind til Stutthof. Foto: Ejner Lundstrøm

Der hersker i dag flere teorier om, hvorfor nazisterne ville have fangerne ud på havet. Nogle mener, at skibene og flodprammene læsset med fanger skulle sænkes en for en i håbet om at fjerne krigens forbrydelser fra jordens overflade.

Andre peger på, at fangerne skulle bruges i en eventuel gidselforhandling med de allierede, der måske kunne mildne straffen til nazisterne.

Den flydende lejr skulle efterfølgende sænkes af nazisterne selv

 

Den sidste store herskende teori er, at nazisterne ville samle samtlige skibe og flodpramme fyldt med fanger i Lübeck Bugt i det nordlige Tyskland som en flydende koncentrationslejr. Den flydende lejr skulle efterfølgende sænkes af nazisterne selv.

Mere end 60.000 mennesker blev dræbt i koncentrationslejren Stutthof. Fangernes sko er et af de grufulde vidnesbyrd. Foto: Ejner Lundstrøm

Men fordi evakueringerne skete under kaotiske omstændigheder, kan historikere ikke fastslå, hvorfor nazisterne sejlede fangerne ud på havet i foråret 1945.

Det er dog sikkert, at jagerbombere fra Royal Air Force i krigens sidste dage blev sat ind i jagten på den tyske skibsfart, hvor den samlede offensiv resulterede i utallige sænkede og beskadigede skibe i tyske såvel som danske farvande. Det er usikkert præcis, hvor mange mennesker, der blev dræbt under angrebene. 

Dr. Fenger i det lyse jakkesæt betragter køjerne i en af barakkerne i Stutthof. Foto: Ejner Lundstrøm

Et af stederne, hvor det gik værst til, var netop i Lübeck Bugt, hvor jagerbomberne sænkede to tyske transportskibe med evakuerede fanger fra koncentrationslejren Neuengamme sydøst for Hamburg. Alene ved de to forlis omkom over 7.000 mennesker.

 

Fange nr. 101937

 

August 1939: Piotr Mierzejewski var 25 år og arbejdede som automekaniker, da han den 24. august 1939 blev indkaldt til det polske militær. Ingen i hans omgangskreds troede, verden ville bryde ud i krig. Men en uge senere, den 1. september, angreb tyske tropper Polen, og Anden Verdenskrig var en realitet.

Ingen i hans omgangskreds troede, verden ville bryde ud i krig

 

Den unge automekaniker, som var født i byen Pinsk mellem Minsk og Brest, nåede aldrig at bære våben, før han blevet taget til fange af nazisterne den 13. september 1939.

Som mange andre fanger kom Piotr Mierzejewskis liv til at bestå af tvangsarbejde, tæsk og sparsomt med mad. Når han endelig indtog føde, var det havregrød eller suppe kogt på kålstilke fyldt med jord og smådyr.

Piotr Mierzejewskis legitimationskort. Foto: Privatfoto.

  Foto: Pirvatfoto.

I årene frem til den 3. oktober 1944 levede han et omtumlet liv som krigsfange i teltlejre, kaserner og nedlagte skoler, før han endte som fange nr. 101937 i koncentrationslejren Stutthof. Her gravede han ler til mursten og gjorde alt for at undgå afstraffelse med 40 piskeslag eller et jernrør, som SS-vagterne svingede mod fangerne.

Det var især hans evner som automekaniker, der reddede ham gennem dagene i fangenskab. Han reparerede fængselsinspektørens støvsuger og privatbil, ligesom han ordnede tyskernes låsesystemer.

 

April 1945: Da Piotr Mierzejewski i foråret 1945 efter seks års fangenskab fornemmede friheden nærme sig, befandt han sig svævende i en sindstilstand af frygt og glæde. 

De fleste havde utvivlsomt foretrukket døden. Den hurtige udfrielse

Piotr Mierzejewski

Stutthof var siden årsskiftet systematisk blevet tømt. Nu stod den unge polak sammen med tusindvis af andre fanger, mere døde end levende, ved Østersøkysten på Hela-halvøen, hvor tyske tropper beordrede dem ombord i store flodpramme, der ikke var beregnet til at transportere mennesker.

Piotr Mierzejewskis kolonne blev stuvet sammen i lasten på den mindste af i alt otte flodpramme. Det er stadig usikkert, hvor mange fanger, der blev beordret ned i lasten og sendt ud på Østersøen, men Piotr Mierzejewski mindes det som 600 fanger.

Fanger kigger ned i prammen. Foto: Privatfoto / Møns Museum

De mange fanger i lasten gjorde det umuligt at sidde ned. De var tvunget til at stå op, og folk hang i armene på hinanden, mens prammen blev trukket afsted.

Skrækken spredte sig pludselig gennem den levende last, da fangerne hørte, hvad der skulle ske.

Prammen skulle slæbes ud på Østersøen og sænkes. Mange græd, andre blev apatiske og var ikke til at komme i kontakt med.

Nogle fandt på at tisse i en konservesdåse eller hvad de havde på sig, ventede til det blev koldt og drak det så

Piotr Mierzejewski

- De fleste havde utvivlsomt foretrukket døden. Den hurtige udfrielse. Vores pram blev ikke sænket, men vi døde som fluer. Vi havde under marchen hverken fået mad at spise eller vand at drikke, bortset fra det, vi under korte hvil havde kunnet søbe op fra grøfterne langs vejen. I prammen fik vi heller intet, og folk måtte stå lige ret op og ned og forrette deres nødtørft. Nogle fandt på at tisse i en konservesdåse eller hvad de havde på sig, ventede til det blev koldt og drak det så, fortalte Piotr Mierzejewski i bogen Aktion Prammen fra 1995. 

Flere blev skudt, inden flokken blev stuvet ned i lastrummet

 

Efter nogle dage på havet hørte Piotr Mierzejewski, hvordan det pludselig skrabede mod prammens bund.

Fanger i prammens last. Foto: Privatfoto / Møns Museum

Flodprammen var stødt på grund ved den nordtyske ø Rügen. Her fik fangerne lov til at gå i land, og nogle af dem kom så langt ind på øen, at de kunne rive græstotter op og spise dem.

Men Rügen vrimlede i krigens sidste dage med tyske soldater og Gestapo, der ikke ønskede at have kz-fangerne på øen. Flere blev skudt, inden flokken blev stuvet ned i lastrummet på en anden og større pram.

Piotr Mierzejewski mindes, at der på det tidspunkt, omkring den 25. april, var omkring 450 fanger tilbage. 

Kursen for prammen med fangerne fra Stutthof var angiveligt den tyske havneby Neustadt nær Lübeck. Men på mirakuløs vis endte den i Klintholm Havn på Møn den 5. maj 1945. Foto: Grafik: Michael Vogelius.

Prammen sejlede videre, men fordi den flydende fangetransport kun var udstyret med en lille motor, havde de tyske tropper besvær med at manøvrere den rundt i Østersøens bølger.

Ude på havet mistede de fuldstændig kontrollen. Flodprammen fik motorstop og drev i flere døgn rundt på havet mellem Tyskland og det stadig besatte Danmark.

Overfyldte, ildestinkende lastrum, tætpakket med menneskelige skeletter

Piotr Mierzejewski

- I de overfyldte, ildestinkende lastrum, tætpakket med menneskelige skeletter, udhungrede rester af noget, der engang havde været mennesker, var der ikke plads til lig i forrådnelse, så vi sørgede hele tiden for, at de døde kom op ad stigerne og blev smidt overbord, fortalte Piotr Mierzejewski.

Pludselig begyndte det at rykke i den nødstedte pram.

 

Den store aktion

 

Maj 1945: I dette øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig. Her er London. Vi gentager…

Det vrimlede med tyske tropper og SS-soldater nede ved havnen

 

Fredag aften den 4. maj 1945 kunne den danske befolkning via BBC's dansksprogede nyhedsudsendelse høre journalist Johannes G. Sørensen bringe nyheden om den tyske kapitulation i Danmark, der ville træde i kraft lørdag morgen klokken 08.00. 

En deling tyske grænsesoldater rykkede i 1944 ind på Klintholm Søbad på Møn, mens de kontrollerede trafikken til og fra havnen. Det er uvist, hvornår billedet er taget. Foto: Privatfoto / Lokalhistorisk Forening Møn

Mørklægningsgardiner blev revet ned og brændt i gaderne. Glæden over atter at være fri bredte sig, og dagen efter blafrede Dannebrog i flagstængerne. Det var en stor fest, der ikke behøvede alkohol.  

Som de fleste andre fejrede indbyggerne i den sydmønske havneby Klintholm Havn befrielsen.

Siden 1944 havde en deling tyske grænsesoldater opholdt sig på byens gamle badehotel Klintholm Søbad og kontrolleret trafikken til og fra havnen. Nu skulle tyskerne og andre tyskervenlige ud af byen.

Ingen måtte nærme sig prammen

 

Samtidig havde nyheden om befrielsen fået en yngre kvinde til at søge tilflugt hos tyskerne på badehotellet, fordi hun under krigen var blevet beskyldt for at være stikker. Derfor kørte en lokal modstandsgruppe mod Klintholm Havn for at anholde kvinden. 

Prammen, der blev trukket i land i Klintholm Havn på Danmarks befrielse. Foto: Privatfoto / Lokalhistorisk Forening Møn

Da modstandsgruppen nærmede sig byen, blev de standset af lokale og advaret om, at det vrimlede med tyske tropper og SS-soldater nede ved havnen. Byen var en krudttønde.

Alligevel fortsatte gruppen videre mod badehotellet. De lod deres våben ligge i bilen og gik op til kaptajnen på hotellet for at få udleveret den kvindelige stikker.

Men de glemte hurtigt alt om kvinden.

En tysk båd med SS-soldater havde samme morgen bugseret en stor flodpram ind til Klintholm Havn, der skvulpede på den anden side af båden, hvor soldaterne holdt vagt. Ingen måtte nærme sig prammen. 

I lydklippet herunder kan du høre Lokalhistorisk Forening Møn interviewe Erik Jensen, tidligere havnefoged i Klintholm Havn, om prammen, som blev trukket i land på Møn.  

13:00 Luk video

Modstandsfolkene forlangte en forklaring fra den tyske kaptajn. De ville vide, hvad der gemte sig i lasten. Det vedkom ikke danskerne, svarede kaptajnen.

Men da modstandsfolkene gentog spørgsmålet, forklarede han, at prammen indeholdt fanger, som skulle sejles videre mod Flensborg af de tyske soldater.

Ligesom bjørnen i Zoologisk Have lod sig de fodre med små brødstykker, som blev kastet til dem af to unge piger på kajen

Dr. Fenger

Nede ved havnen var nysgerrige klintholmere stimlet sammen for at se den store pram, hvor flere mennesker i stribede fangedragter var kravlet op på prammens dæk og blandede sig mellem de tyske soldater, der stadig bevogtede fangerne. En af dem var Piotr Mierzejewski. 

En fange blev hjulpet op af havnen i Klintholm Havn, efter han sprang i vandet efter et stykke brød. Foto: Privatfoto / Møns Museum

Han kan svagt huske, hvordan to skolepiger inde fra kajen smed brødstykker over til ham og hans kammerater på dækket. Et af brødstykkerne røg i vandet, og en fange sprang i for at fiske det op.

Intet måtte gå til spilde.

Piotr Mierzejewski hjalp med at hale ham op igen. Herefter begyndte hans hukommelse af svigte. Men de lokale husker tydeligt, hvordan dagen, der skulle have været den lykkeligste forårsdag i fem år, pludselig ændrede sig. 

De tyske fangevogtere, der ledsagede kz-fangerne fra Stutthof. Billedet er taget den 5. maj 1945.

- På prammens dæk trængtes en sælsom, snavset, pjaltet skare, der ligesom bjørnen i Zoologisk Have lod sig fodre med små brødstykker, som blev kastet til dem af to unge piger på kajen. Disse to pigebørn, der altid var at finde, hvor de ikke burde være, havde vovet sig derned længe inden M.B. (modstandsbevægelsen red.), set prammen, stillet diagnosen og for alle deres lommepenge købt brød til de ulykkelige, skrev Dr. Fenger, der var praktiserende læge i Borre på det østlige Møn og deltog i redningsaktionen, i bogen Da polske Stuthof-Fanger landede paa Møn fra 1946.

Kun en del kunne gå eller krybe op på dækket, mange lå sløve og apatiske i deres snavsede lasede tæpper. Stanken var fæl

Dr. Fenger

De lokale opdagede hurtigt, at flodprammen var fyldt med fanger fra de berygtede koncentrationslejre, derfor nægtede Dr. Fenger og modstandsgruppen at lade tyskerne sejle videre med prammen, der havde drevet rundt på havet i omkring 11 dage. 

Der skulle handles hurtigt, hvis de cirka 370 fanger skulle reddes. Foto: Privatfoto / Møns Museum

Stanken fra de hjælpeløse mennesker, der lå i deres eget skidt, steg op gennem åbningerne i lastlugerne.

Alligevel gik Dr. Fenger, folk fra den lokale modstandsgruppe og en ung journalistelev fra Møns Dagblad ombord for at inspicere prammen. Lasten var mere død end levende, og der skulle handles hurtigt, hvis de cirka 370 udhungrede fanger skulle reddes. 

En tysk båd med SS-soldater havde på Danmarks befrielse bugseret en stor flodpram ind til Klintholm Havn, der var fyldt med kz-fanger. Foto: Privatfoto / Møns Museum

- Kun en del kunne gå eller krybe op på dækket, mange lå sløve og apatiske i deres snavsede lasede tæpper. Stanken var fæl, skrev Dr. Fenger.  

En humanitær redningsaktion blev iværksat. 

Stanken fra de hjælpeløse mennesker, der lå i deres eget skidt, steg op gennem åbningerne i lastlugerne.

Dr. Fenger sendte straks sin kone afsted med lastbil til bageren i Borre, hvor hun hentede omkring 125 rugbrød til kz-fangerne.

Snart begyndte klintholmerne også at koge kartofler i store kogekar og indsamle mere end 400 liter mælk, der skulle redde fangerne fra sultedøden. 

Der blev hentet rigeligt med brød til kz-fangerne. Foto: Privatfoto / Møns Museum

I mellem tiden ankom Dr. Mortensen og Fru Mortensen, der var lokalformand for Røde Kors, fra Stege samt baron Niels Rosenkrantz, som stod i spidsen for en stor gruppe modstandsfolk.

Sammen med Dr. Fenger dannede de en selvbestaltet, frivillig komite for at skaffe hjælp til fangerne fra prammen.

Dr. Fenger mindes, hvordan fangerne græd, mens de spiste det tørre rugbrød

 

Som det første organiserede de uddeling af mad, og Dr. Fenger mindes, hvordan fangerne græd, mens de spiste det tørre rugbrød. Deres første måltid i flere dage. 

Dr. Fenger mindes, hvordan fangerne græd, mens de spiste det tørre rugbrød. Foto: Privatfoto / Møns Museum

Bagefter telefonerede den frivillige komite til kredslæge, amtslægen, sognerådet, Stege Sygehus, Næstved Sygehus og Røde Kors, som velvilligt ville betale for de forløbelige udgifter til nødhjælp.

De svageste af kz-fangerne blev transporteret til Stege Sygehus, som i alt modtog 19 fanger. Men derefter kunne de ikke modtage flere.

Den lille havneby måtte nu klare sig selv

 

Fra Næstved Sygehus ringede amtslægen personligt og fortalte, at ingen patienter kunne modtages på sygehuset. Røde Kors gav en lignende besked til Fru Mortensen. Den lille havneby måtte nu klare sig selv.

- Hvert sted havde man nok i sine egne vanskeligheder. Vi måtte alene tage affære. Men hvordan? spurgte Dr. Fenger i sin bog om den store redningsaktion. 

Spisetid ombord på prammen i Klintholm Havn. Foto: Privatfoto / Møns Museum

De besluttede at omdanne Klintholm Søbad til feltlazaret. Derfor smed Niels Rosenkrantz og de andre modstandsfolk tyskerne ud af badehotellet, hvorefter frivillige kvinder i løbet af natten skurrede hotellet rent, så det var klar til brug søndag den 6. maj.

Nu manglede de bare alt indmad til nødhospitalet. Hjælpen var dog nær, som Dr. Fenger skrev:

20 pigekammersenge blev stillet op på den lange veranda, og krostuen blev omdannet til vaskerum

 

- En henvendelse til forpagter Rathje Hunosøgaard blev mødt med enestående beredvillighed, han lånte os straks 20 pigekammersenge med madrasser, 75 lagner, 75 dynebetræk samt 50 håndklæder - denne mand fortjente en stor udmærkelse. 

Lazarettet på Klintholm Søbad. Foto: Privatfoto / Møns Museum

Der blev desuden lånt 100 uldtæpper fra et nærliggende vandrehjem. Men de frivillige læger og plejepersonalet fra omegnen havde intet udstyr.

Derfor blev der kørt vandfade, bækkener, sprøjter og udskylningsapparater fra Magleby og Borre Sygeplejeforening. Andet materiale kunne de ikke få, fordi inspektøren for Stege Sygehus ikke turde tage hul på beredskabslageret. 

Der er i begyndelsen ikke plads til alle fanger i Klintholm Havn. Derfor må flere af dem blive ombord på prammen, mens lokalbefolkningen indsamlede senge og beslaglagde flere lokal forsamlingshuse, hvor de kunne være. Foto: Privatfoto / Møns Museum

De 20 pigekammersenge blev stillet op på den lange veranda, og krostuen blev omdannet til vaskerum, så patienterne kunne blive vasket.

De mindst udhungrede fanger kom i sving som køkkenpiger og vaskeripiger. Oversygeplejerske blev den lille Hilda, en ung tjekke, der havde været sygeplejerske inden krigen og i Stutthof.

Hun kendte alle de forbandede sygdomme, som vi andre stod fremmede over for

 

- Uden hendes hjælp var det slet ikke gået, hun talte tjekkisk, polsk, russisk, ungarsk og tysk, hun var rigtig sygeplejerske, og hun kendte alle de forbandede sygdomme, som vi andre stod fremmede over for. Sygeplejerskerne Frk. Bigler fra Stege, Frk. Sønderskov fra Borre og Fru Jensen fra Magleby mødte som frivillige, og så tog vi fat på alle rædslerne fra koncentrationslejren, skrev Dr. Fenger. 

Den omfattende humanitære indsats begyndte at tage form.

Lazarettet på Klintholm Søbad. Foto: Privatfoto / Møns Museum

Fru Mortensen sørgede for de daglige indkøb af mad, sæbe og brænde til komfuret, mens Dr. Fenger tog sig af de syge.

De frivillige pillede samtidig omklædningsskuret hos Borre Boldklub ned og stillede det op ved siden ad prammen, ligesom man skaffede tre kogekar hos en lokal murermester. På den måde fik de en badeanstalt. 

Fangerne kom blandt andet til Høje Møn Forsamlingshus, hvor de kunne komme sig. Billedet er taget i sommeren 1945. Foto: Privatfoto / Møns Museum

Og efterhånden som fangerne blev vasket, tilset og behandlet på Klintholm Søbad, blev de transporteret videre til Høje Møn Forsamlingshus og forsamlingshuset Slotshøj, som de lokale havde beslaglagt og indrettet med hjemmelavet senge, så fangerne kunne komme sig i rolige omgivelser.

Efter sådanne krigsår vil hver dag rejse nye og atter nye anklager mod dyrene i menneskeham

Gert Munch, Møns Dagblad den 7. maj 1945

De frivillige opdagede nemlig, at mange af fangerne ikke kunne døje hinanden, og der opstod slagsmål. Fangerne fra Stutthof var en blandet skare.

De fleste var polakker, men der var også russere, letter, estlændere, tyskere, tjekkoslovakker og en enkelt franskmand. Især russerne og polakkerne sloges. 

Lazarettet på Klintholm Søbad. Foto: Privatfoto / Møns Museum

Rygterne om prammen med kz-fangerne begyndte at sprede sig til resten af Møn, og den lokale pressestab dækkede begivenhederne tæt.

Redaktøren for Møns Dagblad sendte den unge journalistelev Gert Munch afsted til havnebyen for at berette om de historiske begivenheder, der var drevet i land. 

Lazarettet på Klintholm Søbad. Foto: Privatfoto / Møns Museum

- Efter sådanne krigsår vil hver dag rejse nye og atter nye anklager mod dyrene i menneskeham. I mere end 10 år formåede de at skjule næsten alt for menneskehedens øjne. I andre lande vidste folk måske, at der var noget, som hed koncentrationslejre. Danskerne gyste ved den blotte tanke om at være anbragt bag pigtråd, skrev Gert Munch den 7. maj i Møns Dagblad.

En lille håndfuld menneskers stædighed og en hel egns offervilje har her ganske umiddelbart og uopfordret påtaget sig en kamp for fremmede flygtninges liv 

Otto Walsted, Nationaltidende den 8. maj 1945

Men de frivillige kæmpede stadig med at håndtere de mange udhungrede fanger alene. De manglede hjælp fra resten af landet.

Mandag den 7. maj lykkedes det dog Dr. Fenger telefonisk at få en landsdækkende avis til at sende en journalist og en fotograf til Klintholm Havn for at dække hændelserne.

Dagen efter kunne resten af landet læse om fangerne fra Stutthof og de frivilliges indsats på Møn i Nationaltidende, hvor Otto Walsted skrev: 

Kvinden var så afkræftet efter de mange døgn i prammen, at hun måtte køres til feltlazaret. Foto: Privatfoto / Møns Museum

- At sige, at de gik i land ville være en ret stærk overdrivelse, for det var langt fra alle, der var i stand til selv at gå. Det første, de mønboer så af denne Østersø-Arks beboere, da de var stimlet sammen på landingspladsen, var en klynge snavsede, pjaltede og ubeskriveligt magre mennesker, som stavrede op ad hønsestigerne fra arkens bælgmørke indre og tumlede mod rælingen i en forvirret, kæmpende klump. En skolepige inde på land greb et stykke brød og slyngede det over imod det indfiltrede bundt af fremstrakte arme, som de menneskelige skeletter om bord i lægteren strakte ind mod den fremmede kyst. 

Fangerne ombord på prammen. Foto: Privatfoto / Møns Museum

- En lille håndfuld menneskers stædighed og en hel egns offervilje har her ganske umiddelbart og uopfordret påtaget sig en kamp for fremmede flygtninges liv og helbred – en indsats, der for fremtiden bør stå som et af de lysende eksempler, verden efter den store krig ikke kan få for mange af.

De havde næsten alle sammen plettyfus

 

Nu kom hjælpen endelig til Klintholm Havn.

Først ankom to sygeplejersker den 24. maj fra Røde Kors til havnebyen, og senere begyndte man ved hjælp af en ambulance fra Næstved dagligt at fragte patienter ind til Blegdamshospitalet i København.

Hospitalet modtog cirka 70 patienter, og de havde næsten alle sammen plettyfus, der er en bakteriel sygdom, som primært overføres ved lusebid. 

Prammen i Klintholm Havn. Foto: Privatfoto / Møns Museum

Her udskiller lusen bakterier, de såkaldte rickettsier, som kommer ind i kroppen, når personen kradser sig ved bidstedet. I alvorlige tilfælde kan der opstå bevidstløshed og død på grund af kredsløbschok. 

- Af disse døde vistnok kun syv, noterede Dr. Fenger.

Netop på grund af det omfattende redningsarbejde, som lokalbefolkningen ydede i dagene på og omkring Danmarks befrielse, var der kun 19 fanger ud af cirka 370, som mistede livet.

Mens han var kommet sig i sygesengen, havde han forelsket sig i en yngre kvinde fra Falster, der havde passet ham

 

Den unge Piotr Mierzejewski var en af de heldige. Mens han var kommet sig i sygesengen, havde han forelsket sig i en yngre kvinde fra Falster, der havde passet ham og hans kammerater. 

Lazarettet på Klintholm Søbad sommeren 1945. Foto: Privatfoto / Møns Museum

- Da jeg så hende dér, skævede jeg til hende. Jeg syntes, jeg havde set hende før, men jeg mente alligevel, at det lød for utroligt, fortalte Piotr Mierzejewski i bogen Aktion Prammen.

Nu ville han finde hende igen.

 

Peter Veedol og frugtavleren fra Fejø kom børnene til undsætning

 

Juni 1945: Da fangerne efterhånden kom til hægterne igen, rejste størstedelen af dem tilbage til deres hjemland. Piotr Mierzejewski og nogle af de andre overlevende blev dog på egnen, hvor de tjente i markerne hos baron Niels Rosenkrantz på Liselund Slot.

Her lærte den unge polak at luge roer.

Han kunne ikke få den unge kvinde fra Falster ud af hovedet

 

Men han kunne ikke få den unge kvinde fra Falster ud af hovedet. Derfor vandrede han i sensommeren 1945 over 55 kilometer i for små sko fra Møn til Sønder Tåstrup sydøst for Nykøbing Falster, hvor hun boede med sin mor.  

Lazarettet på Klintholm Søbad. De fleste af fangerne kom sig og nød sommeren 1945 på Møn. Foto: Privatfoto / Møns Museum

Den unge kvinde hed Maria og var født af polske forældre. Og selvom Piotr Mierzejewski mente, det ville være for utroligt, hvis han havde set hende før, så viste det sig faktisk at være sandt.

Tilbage i 1935 havde de to unge polakker truffet hinanden på en international spejderlejr i Polen. Ti år efter blev de genforenet i Danmark, og Piotr Mierzejewski ville ikke slippe sin Maria. De blev forlovet samme år, og i 1948 blev de viet i den katolske kirke i Nykøbing Falster. 

Flere af fangerne, som havde overlevet den lange rejse fra Stutthof, valgte at blive i Danmark. Her fik flere af dem arbejde på Liselund Slot på Møn. Billedet er taget i juni 1945. Foto: Privatfoto / Møns Museum

Det nygifte par flyttede sammen i Kannikehusene ved Orupgård på Falster, hvor Piotr Mierzejewski blev arbejdsmand på gården, mens Maria med sit nye efternavn Mierzejewski arbejdede som kontordame inde i Nykøbing Falster.

Parret fik to børn i Kannikehusene, inden de i juni 1955 flyttede til Gedser og forpagtede en tankstation i færgebyen. Det var en Nafta-tankstation, som senere blev overtaget af kæden Veedol.

Her drev parret tankstationen og åbnede et cafeteria. Inden længe blev Piotr Mierzejewski et lokalt omdrejningspunkt, og de lokale begyndte at kalde ham Peter Veedol. Det var nemmere at udtale.

De lokale begyndte at kalde ham Peter Veedol. Det var nemmere at udtale

 

Gedser var i 1950erne med sin faste færgeforbindelse til Østtyskland et knudepunkt, hvor polske og russiske lastbiler dagligt rullede i land på den sydligste tap af Falster.

Men lastbilchaufførerne blev ofte stoppet i tolden, fordi de havde for meget med i lasten. Der blev især konfiskeret store partier vodka, som chaufførerne kunne have fået en god pris for, og det skabte næsten altid sproglig forvirring mellem de danske toldere og udenlandske chauffører. 

Prammen blev liggende i Klintholm Havn i flere måneder, inden den blev tømt og bugseret til Tyskland. Foto: Privatfoto / Møns Museum

Derfor blev det gennem årene nærmest rutine, at tolderne sendte bud efter Peter Veedol, som hjalp dem med at oversætte.

Foruden polsk og bagvendt dansk kunne han tale tysk, russisk, bulgarsk, tjekkisk, engelsk og fransk. Alt sammen noget han havde lært gennem sine seks år i fangenskab.

Tankpasseren voksede med virksomheden og blev kendt som ham, der hjalp alle

 

Peter Veedol reddede trådene ud, og betalte flere gange af egen lomme kautionen, så lastbilchaufførerne kunne fortsætte videre op gennem Danmark.

Mens tankpasseren voksede med virksomheden og blev kendt som ham, der hjalp alle, skabte han og Maria et trygt hjem i Gedser for deres i alt tre børn. Her støttede de børnene i deres uddannelsesvalg som sygeplejerske og konstabel i flyvevåbnet. Det var et kærligt hjem, og hvis ægteparret en sjælden gang skændtes, truede han med ordene: Jeg kan gå, som jeg kom.

Men Peter Veedol gik aldrig. Han holdt af sin familie og det danske land, hvor han blev statsborger i 1962.

 

December 1981: Parret drev tanken frem til 1978, hvor de gik på pension og flyttede ind i et hus på Skovboulevarden i Nykøbing Falster. Her skulle de nyde deres otium.

Men da der i december 1981 efter interne stridigheder og stærkt pres fra Sovjetunionen blev indført krigsretstilstand i Polen, kunne Peter Veedol ikke bare se på. 

Aksel Skou og Peter Veedol kørte i begyndelsen af 1980erne med nødhjælp til polske børnehjem. Foto: Privatfoto

Sammen med en lokal sygeplejerske begyndte han at indsamle mad, tøj og medicin, som de opmagasinerede i kælderen på Skovboulevarden. Herefter kontaktede han en mand ved navn Aksel Skou, som havde en frugtplantage på Fejø og drev et vognmandsfirma.

Da Maria blev alvorligt syg i 1985, stoppede han med at køre til Polen

 

I årene fra 1981 til 1984 kørte de flere end 20 ture til Polen, hvor de afleverede nødhjælpen til polske børnehjem. Den tidligere krigsfange ville give noget tilbage til den verden, der havde givet ham så meget.

Men da Maria blev alvorligt syg i 1985, stoppede han med at køre til Polen. Hun døde kort tid efter. 

  Foto: Privatfoto

Peter Veedol solgte huset i Nykøbing Falster og mødte efterfølgende en ny kærlighed, Inger Olsen, som han flyttede sammen med i Idestrup. Her nød de livet og rejste flere gange til Polen.

 

Maj 1997: I foråret 1997 blev Peter Veedol indlagt på Stege Sygehus på Møn, hvor han skulle opereres for forstørret prostata. En simpel operation. Men skæbnen ville det anderledes. Under sin indlæggelse fik han en hjerneblødning.

Sygehuset tilkaldte familien

 

Sygehuset tilkaldte familien, som var hos ham i de sidste dage. Den 5. maj om morgenen klokken 06.00 gik han bort. Nøjagtig 54 år efter han på præcis samme dato var blevet trukket i land sammen med alle de andre kz-fanger i Klintholm Havn kun få kilometer fra sygehuset.

Inden sin død nåede Peter Veedol i 1995 at se en mindesten blive rejst for fangerne i den sydmønske havneby. På mindestenen står der under datoen 5. maj 1945:

Fra sult og nød, tortur og død

De mødte på en fremmed kyst

I hjælpsom ånd, en udstrakt hånd.

 

Kilder

Fortællingen om prammen i Klintholm Havn er udarbejdet i forbindelse med 73-årsdagen for Danmarks befrielse. Artiklen bygger på en række mundtlige og skriftlige kilder:

Aktion Prammen fra 1995 af Erik Haaest, Da polske Stuthof-Fanger landede paa Møn fra 1946 af praktiserende læge i Borre Dr. R. J. Fenger, artikler fra Lolland-Falsters Folketidende, Nationaltidende, Møns Dagblad, Møns Lokalarkiv, Møns Tidende, og Næstved Tidende, interviews med efterkommere af Piotr Mierzejewski, interview med tidligere major i Forsvaret og lokalhistoriker Allan Huglstad.

Der skal desuden lyde en særlig tak til Piotr Mierzejewskis efterkommere for at bidrage med personlige beretninger og private billeder.