Under kølerhjelmen og med hænderne i motoren på en rød Skoda Favorit pickup forsøger Jens Damsgaard at få gang i motoren.
Han er uddannet automekaniker, og han har levet og åndet for at reparere biler på autoværkstedet i den lille by Bjerge, som ligger syd for Kalundborg.
Denne onsdag kan han så fejre sin 80 års fødselsdag. Samtidig har han valgt at indstille karrieren.
Det spændende ved at være automekaniker er at kunne løse de problemer, der er med køretøjet
Men den garvede mekaniker bliver aldrig helt træt af at nørde med de firhjulede.
- Det spændende ved at være automekaniker er at kunne løse de problemer, der er med køretøjet, siger Jens Damsgaard.
Startede på en tankstation
Egentlig startede Jens Damsgaard først som forpagter på tankstationen Esso i Bjerge i 1963. Den som i dag er en OK-tank.
Men den indre mekaniker trak i ham, og han slog sig ned på Skolelodden 1, hvor han byggede sit eget værksted, Bjerge Auto, i 1967.
Siden stoppede Jens Damsgaard på tankstationen og drev i stedet værkstedet på egen hånd. I 1984 blev han desuden Skoda-forhandler.
- Det havde vi i 15 år. Der var vi seks personer på det lille værksted her, siger Jens Damsgaard.
Det har været hele mit liv. Jeg har haft det sådan, at mit arbejde og hobby har været det samme, så jeg har haft et godt liv
Ryggen siger stop
Inden for de seneste fem år har kroppen givet efter for mekanikerens endeløse arbejdslyst. Derfor har han valgt at drosle ned og gå på pension.
- Jeg har fået to små diskusprolapser omme i ryggen. Hvis jeg skal løfte store hjul, kan min ryg ikke rigtig klare det, siger han.
Det store spørgsmål må nu være, om han kan lægge rollen som mekaniker helt på hylden, når han for alvor tager hul på tilværelsen som pensionist.
- Nej, det kan jeg nok ikke. Jeg vil nok skrue på biler, indtil jeg ikke er her mere. Det er jeg bange for. Det gør heller ikke noget, siger Jens Damsgaard.
- Det har været hele mit liv. Jeg har haft det sådan, at mit arbejde og hobby har været det samme, så jeg har haft et godt liv.
På torsdag den 15. februar stopper Jens Damsgaard officielt som automekaniker. Det markeres med en reception på værkstedet på Skolelodden 1 i Bjerge klokken 14.00 til 17.00.