Medieløbets tre vindere har passeret målstregen

14-årige Marc Friis var første mand over målstregen på familieruten, og Morten Jørgensen fra sølvfireren tabte guldet på 93 kilometerruten.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Marc Friis fra Hårslev Efterskole var den første, der kom i mål på den 20 kilometer lange familierute. Han er taget til Medieløbet med 28 venner fra Hårslev Efterskole, som han glæder sig til at hovere over for.

- Jeg havde ikke regnet med det. Jeg kørte bare, og nede ved et af lyskrydsene blev der sagt, at jeg var nummer et, og så kørte jeg i mål, siger 14-årige Marc Friis.

quote Det er ikke skide sjovt med to sølvmedaljer

Morten Jørgensen, deltager ved medieløbet og OL-sølvvinder

Sølv til OL-deltager

På Medieløbets længste rute på 93 kilometer var en helt særlig deltager med.

De fleste havde gået med tanken om, at Morten Jørgensen, der vandt sølv med letvægtsfireren i roning ved de Olympiske Lege i Rio, ville gå efter sejren til dagens cykelløb - selvom det normalt er roning, der er hans spidskompetence.

Dog måtte han nøjes med endnu en sølvmedalje om halsen, da han kort før mål blev overhalet af Glenny Hansen fra Team Christiansen, som endte med at tage guldet.

- Det er ikke skide sjovt med to sølvmedaljer, men jeg er fint tilfreds med denne her afslutning, siger Morten Jørgensen, der i dagens anledning havde skiftet båden ud med jernhesten. 

Manglede teknikken

Morten Jørgensen mener selv, at hans manglende teknik på cyklen var skyld i, at han ikke kunne køre fra Glenny Hansen.

- Jeg sagde allerede fra start, at jeg ikke kunne køre ræs i gågaden. Det er for farligt, når ikke man er bedre teknisk, siger han.

Deruodver fortæller Morten Jørgensen, at han måtte stoppe undervejs for at strække ud, fordi han fik krampe i begge ben. 

quote  Det er meget dejligt for mig, selvom det er lidt snyd, når man selv har lavet ruten

Morten Dam Sørensen, vært på P4 Sjælland og på 52 km

Regnede ikke med at vinde

Glenny Hansen, der tog sejren havde ikke regnet med at vinde cykelløbet over roeren, Morten Jørgensen. Dog havde han en fornemmelse af, at han havde en chance.

- Det føles godt at vinde. De sidste 25 kilometer kunne jeg se, at svingeteknikken ikke var hans force, tilgengæld kunne han træde hårdt i pedalerne, siger Glenny Hansen.

P4-vært vandt på 52'eren

Sejren på 52 kilometerruten tog P4 Sjællands vært, Morten Dam Sørensen.

- Det er meget dejligt for mig, selvom det er lidt snyd, når man selv har lavet ruten. Jeg vidste, at det var oppe ved det gamle rådhus, man skulle køre, og det var mit held.

Morten Dam Sørensen fortæller, at de var fire friske fyre, der fulgtes ad på de sidste 30 kilometer. Og kampen om guldet varede også helt ind til målstregen.


Nyhedsoverblik