Medie: Derfor blev Sjælland lukket inde i kæmpe politiaktion

Arkivfoto. Foto: René Lind - Lind Foto

Fredag blev Danmark lammet af en stor politiaktion. Ifølge DR Nyheder frygtede PET for iraneres sikkerhed.

En stor politiaktion fredag skyldtes, at Politiets Efterretningstjeneste (PET) var bekymret for en gruppe iraneres sikkerhed i Danmark. Det erfarer DR Nyheder, der har fået det bekræftet fra flere af hinanden uafhængige kilder.

PET var ifølge DR Nyheder bekymret for sikkerheden for bestemte personer tilknyttet en politisk gruppe af eksil-iranere i Ringsted-området, som blev offentligt kendt efter et terrorangreb mod en militærparade den iranske by Ahvaz. Derfor blev den historisk store politiaktion igangsat i fredags.

Den formodede trussel mod eksil-iranerne, der tilhører gruppen ASMLA, skulle være politisk motiveret. Det er ifølge DR Nyheder uvist, hvem der skulle stå bag den formodede trussel.

Hverken PET eller Københavns Politi har ønsket at kommentere sagen over for DR Nyheder eller Ritzau.

Omfattende aktion fredag

Ved den store politiaktion fredag eftermiddag og aften blev der i vores sendeområde oprettet vejspærringer ved Øresundsbroen, Storebæltsbroen samt ved færgefarten til Tyskland. Al trafik på broerne og færgerne var i en periode på flere timer lukket ned. Imens gennemførte politiet en hektisk indsats på Sjælland.

Ved vejspærringerne blev alle biler kontrolleret af politifolk udstyret med skarpladte maskinpistoler.

De trafikale problemer som følge af politiets arbejde var overvældende Køen på Vestmotorvejen blev sent fredag eftermiddag målt til at være mere end 30 kilometer lang, ligesom trafikken i Korsør og Slagelse blev betegnet som kaotisk. Også i København og på Fyn ved både Storebæltsbroen og Lillebæltsbroen opstod der ligeledes store problemer som følge af politiets aktion.

Siden har politiet meddelt, at den sorte Volvo, der blev efterlyst som led i aktionen, ikke havde noget med sagen at gøre.

 

 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App