McMulle-burger på vej

NFH's største stjerne lægger snart navn til en ny burger på McDonald's i Nykøbing Falster.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Nykøbing-Falster Håndboldklubs største navn, Kristina Kristiansen - bedre kendt som Mulle - bliver inden længe også at finde på den lokale McDonald's. Det skriver Ekstra Bladet.

Mulle koster ifølge avisen klubben op mod 650.000 kroner i løn, og derfor vil klubben også bruge profilen aktivt.

- Mulle er jo et "produkt" i sig selv. Hún skaber en opmærksomhed og kan bruges kommercielt, og det udnytter vi selvfølgelig. Vi har lavet en Mulle-trold med tatoveringer, Mulle-kugler og nu kommer McMulle inden så længe. Vi fik en idé, solgte den som koncept, og det får vi nogle penge ud af, siger Kristian Jakobsen, der er salgs- og marketingschef i NFH, til Ekstra Bladet.

Den lokale restaurant har fået tilladelse fra højeste instans i det amerikanske hovedkvarter til at lancere den nye McMulle.

Bedste investering nogensinde

Som playmaker på holdet er hun kreativ, målfarlig, krydret med en eminent evne til at finde stregspilleren, men hvad en McMulle kommer til at indeholde vil klubben endnu ikke afsløre.

- Hendes favoritburger er en Big Tasty uden løg.  Hun kan ikke fordrage løg. Det er det - hvad vi ellers finder på i den forbindelse, vil jeg ikke afsløre endnu, siger Kristian Jakobsen til avisen. 

Spillere som Mulle er tunge i en klubs lønbudget, men pengene lader til at være givet godt ud.

- Jeg vil sige, at Mulle nok har været den dyreste investering, vi nogensinde har foretaget, men hun har også været den bedste. Hun har en branding-værdi i sig selv. Folk ved, hvem hun er, selv om de ikke interesserer sig for håndbold. Det er vanvittigt, siger Kristian Jakobsen til Ekstra Bladet.

Mulle har over 35.000 følgere på Instagram.


Nyhedsoverblik