Det vi har sammen

Maud er nomineret til Dansktop Prisen: - Jeg valgte min karriere med hjertet

Maud Kofod er sangerinde i bandet Maud & Mænd Foto: Pressebillede

Hun opdagede egentlig Dansktop-genren ved et tilfælde i 2008. Nu er Maud Kofod nomineret til Dansktop Prisen, der bliver uddelt lørdag.

Det summer af musik i Maud Kofods hjem i Fårevejle. Det er her fra, hun kører ud som musikunderviser og som frontfigur i Dansktop-bandet Maud & Mænd.  Lørdag går turen til Herning, hvor bandet er nomineret som årets Dansktop-orkester ved Dansktop Prisen.

Blå bog 

  • Født i 1971
  • Student fra Roskilde Katedralskole i 1990
  • Cand. Mag i musik fra Musikvidenskabeligt Institut i København i 2009
  • Bosat i Fårevejle i Nordvestsjælland
  • Gift og har to piger på 13 og 16 år
  • Underviser i solosang, sax og klaver
  • Sangerinde i flere bands, blandt andet Maud & Mænd 

For bare få år siden, lå det ikke i kortene, at Maud Kofoed overhovedet skulle stå på en dansktop-scene.

- Jeg opdagede dansktop relativt sent i mit liv. Jeg blev lidt tilfældigt introduceret til genren, da jeg medvirkede i et tv-program i 2008. Siden da er det bare blevet en naturlig del af mit liv, siger hun til TV ØST.

På trods af, at gennemsnitsalderen for dansktop-sangere nok er lidt højere end Maud Kofods 46 år, så finder hun stor glæde i dansktop, som ifølge hende adskiller sig fra de andre musikalske genre.

- Jeg har ofte overvejet, hvad det egentlig er, der gør dansktop så godt. For mig handler det om fællesskab, glæde, umiddelbarhed og underholdning, siger Maud Kofod.

Første band som 16-årig

Inden sangerinden kastede sig over dansktop, havde hun blandt andet spillet funk, gospel og pop. Foruden sang spiller Maud Kofod på saxofon og klaver.

- Da jeg var 16 år startede jeg mit første band i Osted, og i gymnasiet vidste jeg, at jeg skulle gå musikkens vej. Jeg kommer ud af en meget musikalsk familie, og jeg valgte min karriere med hjertet, siger hun.

Jeg føler mig så privilegeret, at jeg kan kombinere undervisning og spillejobs

Maud Kofoed

Det er ikke kun i praksis, at karrierevalget kan ses. Maud Kofod er teoretisk uddannet med en Cand.Mag. i musik fra Musikvidenskabeligt Institut i København, og hun har også selv undervist på blandt andet Høje Taastrup Musikskole, Odsherred Gymnasium, og Vallekilde-Hørve Friskole.

- Jeg føler mig så privilegeret, at jeg kan kombinere undervisning og spillejobs. En af årsagerne er, at jeg har en god familie, der bakker op omkring det hele, siger Maud Kofod.

Privat bor hun i Fårevejle sammen med mand og to piger på 13 og 16 år, men er født i Osted mellem Ringsted og Roskilde. Lokalbefolkningen i Odsherred nyder godt af musikerens evner.

- Jeg har lige undervist på Højby Skole, og for nylig startede jeg et gospelkor op i Grevinge. Jeg kan simpelthen ikke lade være, siger hun.

Mange fordomme

Lørdag er både skoleelever og gospelkoret dog erstattet af Boxen i Herning, hvor dansktop-branchen fejrer sig selv. Maud Kofod har fundet det fine tøj frem til den røde løber.  

- Jeg glæder mig helt vildt. Vi er et helt nyt band, så vi er meget beæret over, at juryen har nomineret os. Det symboliserer, at Dansktoppen gerne vil udvikle sig, siger Maud Kofod.

Hun ser ikke sig selv som en dansktop-sangerinde alene, men hun synes, at mange har et for negativt syn på branchen.

Der er nogle, der synes, de er for fine til dansktop, men spørger du mig, skal der være plads til det hele

Maud Kofoed

- Jeg synes, man møder mange fordomme. Der er nogle, der synes, de er for fine til dansktop, men spørger du mig, skal der være plads til det hele, siger Maud Kofod.

Fordommene stopper da heller Maud & Mænd. De er i studiet hver uge, og i år forventer de at udgive en EP.

- Hvem ved? Måske kommer der et hit ud af ærmet, siger Maud Kofod. 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App