Vestsjælland foran på faglærte

Vestsjælland ligger i top, når det gælder om at skaffe arbejde til faglærte. Der er samtidig mange praktikpladser i landsdelen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Har du en faglig uddannelse, eller er du ved at tage en, så er der masser af muligheder for dig i Vestsjælland.

Landsdelen er nemlig et sted i Danmark, hvor flest faglærte er i job og hvor flest elever vælger at tage en faglig uddannelse.

Det viser tal fra Danmarks Statistik.

Men selvom tallene er gode, så er der behov for, at de bliver endnu bedre. Det mener Dansk Industri (DI) Vestsjælland, der nu vil arbejde for at få endnu flere faglærte til området. Det sker blandt andet ved et erhvervstræf tirsdag.

- Det er i Vestsjælland en tikkende bombe, at rigtig mange faglærte er oppe i alderen og snart går på pension. Der er brug for endnu flere unge faglærte medarbejdere i fremtiden, siger formanden for DI Vestsjælland, Steen Søgaard, i en pressemeddelelse.

Gode tal

Udmeldingen kommer, selvom kommunerne Odsherred, Holbæk, Kalundborg, Ringsted, Sorø og Slagelse allerede i dag har job til langt flere faglærte end i resten af landet. Næsten halvdelen, 46 procent af alle beskæftigede i området, er faglærte. For resten af landet er det kun 38 procent. Det viser tal fra Danmarks Statistik.

Samtidig er søgningen til faglige uddannelser blandt 9. og 10. klasser her steget mere end i resten af landet. I dag søger 24,2 procent af de unge i kommunen ind på en faglig uddannelse mod 19,4 procent på landsplan.

- Stadig flere i området vælger at søge ind på en faglig uddannelse. Men selvom der tale om meget positive tal, så skal man fortsat arbejde på at få flere til at tage en erhvervsuddannelse. Vi skal stadig arbejde for, at flere unge tager en erhvervsuddannelse. Her må erhvervsskolerne, folkeskolerne, kommunerne, Folketinget og de unge selv yde en indsats. Og vi skal stadig overbevise flere virksomheder om, at de skal tage endnu flere lærlinge ind, siger Steen Søgaard.


Nyhedsoverblik