Det vi har sammen

Martin Damm efter kritik af høj løn: Der er jo en, der skal være formand

Foto: TV ØST

Martin Damm er udpeget til formand for KL. Hvis forslaget fra Enhedslisten bliver stemt igennem, vil han fortsat have en højere løn end Lars Lække.

En højere indkomst end statsministeren. 

Det er realiteten for Kalundborgs borgmester Martin Damm (V). Han tjener i alt 1.573.024 kroner om året, hvoraf de 527.000 kroner er honorar for at være formand i Kommunernes Landsforening. 

Dét, at borgmestre får honorarer udover deres borgmesterløn, har fået Enhedslisten til at stille et beslutningsforslag om nedsættelse af vederlaget til borgmestre og regionsrådsformænd for hverv som følge af det politiske hverv, som de skriver. 

Sagt på en anden måde vil de nu modregne honorarerne i borgmesterlønnen. Men det er vel at mærke kun honorarer, som borgmestrene får gennem kommunale udvalg, påpeger Martin Damm.

- Man skal skelne mellem, om det er et honorar, man får for at være udpeget til noget på landsplan, eller om det er noget, man får inde i kommunen, siger Martin Damm. 

Så tjener jeg også mindre en direktøren i Danmarks Radio. Og hvad så? 

Martin Damm, borgmester i Kalundborg

Undtagelse for Damm

For det er sådan set et forslag fra Vederlagskommissionen fra 2016, som Enhedslisten nu trækker op af hatten. Og i det står der, at vederlag for hverv, hvortil udgifterne afholdes af KL eller Danske Regioner, skal dog, som foreslået af Vederlagskommissionen, ikke være omfattet af ordningen

Med andre ord:

- Det vil ikke ændre noget for mig overhovedet - jeg er jo landsudpeget, siger Martin Damm.  

Og hvad så?

Er din løn tilsvarende dit ansvar? 

- Jeg er på arbejde 365 dage om året med mit virke for KL. Og det er jo et vilkår, kan man sige. Og det får jeg et honorar for, og det er der jo fuld offentlighed om, at jeg får. Der er jo en, der skal være formand. Jeg har ikke noget problem med, at jeg får et honorar for at være formand for KL, siger Martin Damm.

Og det faktum, at du tjener mere end statsministeren? 

- Det har jeg da ikke noget problem med. Sådan en sjov sammenligning kan man jo altid komme med. Så tjener jeg også mindre end direktøren i Danmarks Radio. Og hvad så? 

Tip os Har du et godt tip?