Mark har sunget sin påhængsmotor hjem igen

Mark Stig Andersen er blevet genforenet med sin elskede påhængsmotor. Foto: Privatfoto

En mand fra Guldborg er blevet genforenet med sin påhængsmotor, efter en sang om tyveriet af den gik viralt.

Du har stjålet min motor, din store nar // Jeg håber, du selv ved, hvor dumt det var.

Sådan indleder Mark Stig Andersen en rigtig ørehænger om tyveriet på sin påhængsmotor. Sangen lagde han op som en alternativ efterlysning på Facebook, og sangens toner gik hurtigt viralt. Og nu har historien også fået en lykkelig afslutning.

Det er helt vanvittigt. Det er jo næsten ikke til at fatte. Jeg lagde den egentlig ikke ud for at få opmærksomhed, men mere for at komme af med mine frustrationer

Mark Stig Andersen, musikalsk ejer af båd - nu igen med påhængsmotor

- Jeg har fået min påhængsmotor tilbage, siger en glad Mark Stig Andersen, der bor i Guldborg på det nordøstlige Lolland.

Påhængsmotoren fandt vejen tilbage til sin retmæssige ejer gennem lokalpolitiet i Nykøbing Falster, som tidligere i dag ringede Mark Stig Andersen op.

- De ringede op og sagde, de havde fundet en, der lignede min påhængsmotor meget. De havde jo også set efterlysningen på Facebook. Og det viste sig, at det ganske rigtigt var min motor, de havde fundet, siger han og fortæller, at politiet også fandt to andre forsvundne påhængsmotorer fra Guldborg. 

Har fået beskeder fra Sverige

Sangen, som Mark Stig Andersen delte i mandags, er blevet set næsten 100.000 gange, og den er i skrivende stund delt af flere end 1.700 personer.

- Det er helt vanvittigt. Det er jo næsten ikke til at fatte. Jeg lagde den egentlig ikke ud for at få opmærksomhed, men mere for at komme af med mine frustrationer. Jeg håbede bare, at efterlysningen blev delt i Facebook-gruppen Guldborg 4862. Jeg regnede slet ikke med det her, siger Mark Stig Andersen. 

Læs også Mark deler syngende efterlysning: - Du har stjålet min motor, din store nar

Siden han delte sangen, er det væltet ind med kommentarer og personlige beskeder fra folk, som kender til frustrationerne, når man får en påhængsmotor stjålet.

- Jeg har fået en besked fra en i Sverige, som skriver, at han føler med mig, og at han også har fået stjålet en påhængsmotor engang. Jeg har også fået en besked fra en i Sønderjylland, som fik stjålet sin for ti år siden. Det er virkelig noget, der kan samle folk, siger Mark Stig Andersen.

Vild med akkorderne

Men han har også fået beskeder, der slet ikke handler om påhængsmotorer.

- Der var en, der skrev, at han synes, det var en god melodi, og om jeg ikke lige kunne sende akkorderne, og så var der også en, som skrev: ”Du lyder som om, du er god til at skrive sange. Kan du ikke skrive en for mig til min kone?”, fordi han altid havde villet skrive en sang til hende. Det er helt sindssygt altså, siger den glade ejer af påhængsmotoren.

Hvis den bliver stjålet igen, så bliver det ikke en sang, jeg skriver. Så bliver det et helt album

Mark Stig Andersen, musikalsk ejer af båd - nu igen med påhængsmotor

Og nu hvor motoren er kommet retur, så står den på bådtur i sommerferien.

- Ja, det er jo bare en lille båd, men nu skal min kæreste og min datter og jeg helt sikkert ud at sejle. Det kan vi godt lide, siger Mark Stig Andersen.

- Jeg har fået min motor tilbage. Det havde jeg slet ikke regnet med.

Og nu vil Mark Stig Andersen tage ekstra midler i brug for at sikre, at påhængsmotoren ikke kommer på udflugt igen. Han vil nemlig købe nogle beslag og svejse den fast til båden.

- Så skal de løbe med hele båden, hvis de skal stjæle den, eller skære båden over med en vinkelsliber. Det er der sikkert også nogen, der kunne finde på. Hvis den bliver stjålet igen, så bliver det ikke en sang, jeg skriver. Så bliver det et helt album.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App