Historien om det ældre ægtepar fra landsbyen Tingsted på Falster, der blev udsat for et voldsomt hjemmerøveri, fyldte meget i medierne onsdag den 9. november.
Her valgte betjente fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi at afspærre parrets hus og en nærliggende vej, mens de efterforskede gerningsstedet.
Nu har Margit Steffensen valgt at fortælle parrets historie til TV ØST.
De aner ikke, hvad de efterlader af skrammer på sjæl og legeme. Det er ganske forfærdeligt
Det var med Margit Steffensens egne ord rædselsfuldt at ligge bagbundet i fire timer på gulvet, inden hjemmehjælperen fandt ægteparret næste dag, hvorefter der blev slået alarm til politiet.
- Jeg frygtede, at Leif var død. Og jeg var bange for slev at miste bevidstheden, så jeg lå og pumpede med fingre og fødder og lå i en bestemt stilling, hvor jeg havde det bedst, og så trak jeg vejret meget rolig igennem næsen for at holde mig frisk, siger Margit Steffensen til TV ØST.
- De (gerningsmændene red.) aner ikke, hvad de efterlader af skrammer på sjæl og legeme. Det er ganske forfærdeligt.
Politiet efterlyser vidner, der natten til onsdag har været i området og har bemærket mistænkelig adfærd mellem klokken 03.00 til 04.00. Man kan kontakte politiet med oplysninger på telefon 1-1-4.
GERNINGSMÆNDENE
- Cirka 30 år
- Cirka 180 cm høje
- Iført mørkt tøj
- Talte et udenlandsk sprog