Mand overfaldet med kemisk stof: Politi og redning blev dårlige

Sådan så det ud, da en række personer skulle undersøges og behandles for påvirkning af et ukendt kemisk stof. Foto: Byrd / Steven Knap

En gruppe syge mennesker blev natten til mandag nægtet adgang til Slagelse Sygehus. Man frygtede nemlig, at de var blevet forurenet med et kraftigt giftigt stof.

En eftersøgt mand, en Falckredder og en politimand blev natten til mandag dårlige efter at være kommet i kontakt med et giftigt kemisk stof i Næstved.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til TV ØST.

- Det er startet med et slagsmål eller noget tumult på en adresse i Næstved. Her endte det med, at en 27-årig mand fra Odense blev sprøjtet i hovedet med et peberspray-lignende våben, som han fik det dårligt af, fortæller vagtchef Søren Østervig. 

Det videre forløb tyder dog på, at der ikke var tale om en gængs peberspray.

Flere blev dårlige i ambulancen

Den 27-årige mand var i forvejen efterlyst af politiet. Derfor kørte en politimand med i ambulancen mod Slagelse Sygehus, hvor den 27-årige skulle behandles.

Situationen blev dog mere dramatisk i ambulancen på vej mod sygehuset. På vej mod Slagelse fik både politimanden og en redder det imidlertid nemlig dårligt.

- Det var jo ikke sjovt, for vi viste ikke hvilket stof der var tale om, og på Slagelse Sygehus havde man ikke lyst til at blive forurenet med et potentielt farligt kemisk stof. Derfor måtte alle, der havde været i berøring med den 27-årige, vente udenfor, indtil vi fik skaffet et kemisk beredskab til stedet, oplyser Søren Østervig.

Ikke farligt stof

Vagtchefen oplyser, at senere undersøgelser har vist, at der ikke var tale om noget farligt kemisk stof, men efter alt at dømme en syre-base-blanding, der virkede let ætsende.

Hvad der var årsagen til overfaldet i Næstved kan politiet ikke sige noget om.

- Hvad der skete i Næstved ved vi ikke. Gerningsmændene til tumulten var væk, da vi nåede frem, og den 27-årige mand vil ikke sige noget om, hvad der lå til grund for overfaldet, siger Søren Østervig.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App