Det vi har sammen

57-årig mand omkommet efter jordskred

Både politi, brandvæsen og redningsmandskab var på ulykkesstedet sent onsdag eftermiddag. Foto: Frederik Racher - Lind Foto

En mand er omkommet efter at være blevet begravet under jord i forbindelse med noget gravearbejde i Sorø.

- Det er en alvorlig affære.

Sådan beskriver vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi Anders Mikkelsen en hændelse i Sorø i dag.

Sent onsdag eftermiddag fik politiet en melding om en mand, der var forsvundet i forbindelse med noget kloakarbejde på Skjalm Hvidesvej.

- Her savnede man klokken 16:42 en mand, som man frygtede var begravet i noget jord deroppe. Det viste sig desværre, at det var korrekt, siger vagtchefen til TV ØST.

- Efter en større omgang gravearbejde har man fundet en mand, og han er afgået ved døden.

Nede i en dyb rende

Den 57-årige mand bor ikke på Skjalm Hvidesvej, men var på adressen i kraft af sit arbejde som kloakarbejder, oplyser politiet. 

Der er altså tale om en arbejdsulykke.

Manden befandt sig alene på stedet i en dyb rende, da en stor mængde jord angiveligt væltede ned over ham.

Politiet kan endnu ikke sige noget om, hvor længe manden lå begravet.

Tip os Har du et godt tip?