Mand idømmes fængsel for salg af narko: Fik et godt tilbud fra den russiske mafia

En 39-årig mand fra Nørre Alslev er i dag blevet idømt fængsel for salg af narkotika. Han fik ifølge eget udsagn et godt tilbud fra den russiske mafia.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En 39-årig mand er i dag blevet idømt fængsel for salg af 2 kilo amfetamin og 12,5 kilo hash.

Den 39-årige mand fra Nørre Alslev tilstod i dag ved grundlovsforhør, hvilket førte til en straksdom på 4 år. Den hurtige ekspedering skyldes, at manden i fredagens grundlovsforhør erkendte alle forhold og selv tilføjede flere, som skærpede straffen betragteligt.

 

Anonymt tip førte til ransagning

quote I forbindelse med den øvrige ransagning finder man regnskaber og remedier som digitale vægter og opmålingsudstyr til salg af narko

Anders Lunden Kjeldsen, anklagefuldmægtig hos Anklagemyndigheden i Sydsjælland

Sagen startede på baggrund af et anonymt tip, fortæller Anklagemyndigheden hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi. 

Det førte til, at politiet tog kontakt til ejeren af boligen, hvilket viste sig at være svigermoren til den nu narkodømte mand. Han boede hos svigermoren, og da politiet fik kontakt til manden, kørte han fra København mod Falster, hvor han blev anholdt.

Sammen med den 39-årige kørte politiet så tilbage til adressen, hvor han udpegede de steder, hvor amfetaminen blev opbevaret.

- Her finder man noget amfetamin, men ikke den helt store mængde. Man finder 350 gram. Men i forbindelse med den øvrige ransagning finder man regnskaber og remedier som digitale vægter og opmålingsudstyr til salg af narko, siger Anders Lunden Kjeldsen, anklagefuldmægtig hos Anklagemyndigheden hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Købte to kilo amfetamin fra den russiske mafia

Den 39-årige mand forklarede til politiet, at de 350 gram var det, der var tilbage af de to kilo, som han havde købt med henblik på at sælge.

- Det havde han købt af den russiske mafia for to måneder siden. Han fortalte, at det var via noget familie, at han havde en kontakt dertil. De var kommet med et godt tilbud. Han havde fået det til udsalgspris, siger Anders Lunden Kjeldsen, anklagefuldmægtig hos Anklagemyndigheden hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Derudover fortalte manden fra Nørre Alslev til politiet, at han havde været hashsælger på Christiania i 10 år, hvor han tilstod at have solgt 12,5 kilo hash.

Ud over fundet af narko fandt politiet også to totenschlægere. Derfor blev han også dømt for overtrædelse af våbenloven.

Den dømte har udbedt sig 14 dages betænkningstid, i forhold til om han vil anke straffens længde til landsretten.

Opdatering
Clock27. jul 2018, kl. 16:13
Artiklen er opdateret med flere oplysninger fra ransagningen.

 


Nyhedsoverblik