Mand foregav at sælge cremer – stjal i stedet fra ældre dame

En mand narrede sig i går indenfor hos en 88-årig kvinde i Slagelse ved at lade som om, at han var dørsælger. I virkeligheden var han tricktyv.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Omkring middag ringende en mand på hos en 88-årig kvinde på Fruegade i Slagelse.

Da hun åbnede døren, lod han som om, han var dørsælger og gerne ville sælge cremer. På den måde lykkedes det for ham at komme indenfor i kvindens hjem.

Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i deres døgnrapport.

Ville hente gave, men kom ikke tilbage

Men manden var ikke sælger. Da han havde demonstreret sine ”fortræffelige produkter”, lovede han den ældre kvinde en gave, som han bare lige skulle hente i sin bil.

Manden vendte dog ikke retur til kvinden med en gave. I stedet for opdagede hun kort efter, at manden havde stjålet en halskæde, et armbånd, et år og et mindre kontantbeløb.

Politiet vil meget gerne høre fra vidner, der kan have set tricktyven i området.

Tricktyven beskrives som:

  • 30-35 år gammel
  • Dansk af udseende
  • 160-165 centimeter høj
  • Almindelig af bygning
  • Solbrændt
  • Med mellemlangt, brunt hår
  • Talte dansk
  • Havde en hvid, kortærmet skjorte på og mørke bukser.

Hvis du har oplysninger i sagen, kan du kontakte politiet på telefon 1-1-4.


Nyhedsoverblik