Det vi har sammen

Mand fængsles efter fund af fire dunke med amfetaminolie

Manden nægter sig skyldig, og han har kæret kendelsen til landsretten. Arkivfoto. Foto: TV ØST

Politiet sigter mand for at ville fremstille mellem 43 og 53 kilo amfetamin. Manden nægter sig skyldig.

En 31-årig mand er af en dommer i Næstved onsdag blevet varetægtsfængslet frem til 3. maj i en større narkosag.

Det oplyser senioranklager Mariam Khalil.

Manden er sigtet for i forening med en anden mand at have været i besiddelse af fire femliters plastdunke med 19,6 kilo amfetaminolie.

Dunkene blev fundet i en garage i Videbæk, der ligger vest for Herning.

19,6 kilo amfetaminolie

Politiet mener at vide, at de 19,6 kilo amfetaminolie vil kunne bruges til at fremstille mellem 43 og 53 kilo amfetamin med en styrke på mellem 21 og 26 procent.

Ifølge Mariam Khalil har amfetamin på gaden en grampris på mellem 300 og 500 kroner. 

Læs også Kæmpe narkofangst: Politiet fandt 50 kg amfetamin i Slagelse

Den 31-årige mand er den 11. person, der er sigtet i et stort narkokompleks, der kører ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi. Han er desuden nu den niende, der sidder varetægtsfængslet.

- Vi har et stort narkokompleks her nede omkring Næstved, og i den forbindelse anholdt vi endnu en person tirsdag, siger Mariam Khalil.

Nægter sig skyldig

Der er på nuværende tidspunkt ikke noget, der tyder på, at de sigtede er involveret i rocker- og bandemiljøet.

Grundlovsforhøret blev holdt for lukkede døre, så mandens forklaring er ikke offentlig.

Manden nægter sig skyldig, og han har kæret kendelsen til landsretten.

3. maj, hvor mandens fængsling udløber, er også dagen, hvor en eventuel videre fængsling af de resterende personer skal vurderes af en dommer. 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App