55-årig anholdt efter seriebrande i boligblokke

En 55-årig mand er blevet anholdt og sigtet for at stå bag seks påsatte brande i Kalundborg de seneste dage. Spor knytter manden til brandene.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Seks påsatte brande i Kalundborg de seneste dage er muligvis blevet opklaret, efter politiet natten til torsdag anholdt en 55-årig mand i sin lejlighed.

Det oplyser Midt og Vestsjællands Politi til TV ØST.

Den 55-årige vil blive fremstillet i grundlovsforhør torsdag klokken 12.00 ved retten i Holbæk. Han er sigtet for brandstiftelse.

Spor peger på anholdt

Anholdelsen kom efter yderligere to brande blev forsøgt startet i kælderen under Klosterparkvej 121 i Kalundborg.

- Vores politifolk fandt spor ved arnestederne, der pegede på den 55-årige mand. Og vi fandt yderligere spor i mandens lejlighed, der er med til at styrke vores mistanke, siger Carsten Andersen fra Midt- og Vestsjællands Politi til TV ØST. Politimanden ønsker ikke endnu at sige, hvad det er for spor, der er fundet.

- Vi er rigtig glade for, at det er lykkedes at finde og anholde manden. De påsatte brande har været anledning til stor utryghed i kvarteret, siger Carsten Andersen.

Brandskader

Ifølge Carsten Andersen har de seks påsatte brande især ført til røg- og sodskader i bygningerne.

- Det gode ved sådan noget betonbyggeri er jo, at det ikke kan brænde. Det er derfor mest røgen fra selve bålene, der har ført til skader og problemer, siger Carsten Andersen.

Kvateret er kendt for at have mange beboere af udenlandsk herkomst, men politiet understreger, at den anholdte er pære-dansk. De kan endnu ikke sige noget om mandens motiv til at starte brandene.


Nyhedsoverblik