Magnus Heunicke om kritisk togdrift: Man er nødt til at sætte alle midler ind

Pendlerne i Næstved retter kritik mod DSB på grund af aflysninger, forsinkelser og pladsmangel. Magnus Heunicke (S) vil nu råbe Folketinget op.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Det er jo irriterende. Også at jeg giver 1.800 kroner for rent ud sagt at blive behandlet som en idiot.

Sådan lyder det fra Marianne Ottesen, der pendler fra Næstved. Og hun er ikke den eneste, der er frustreret. For pendlerne fra Næstved har de seneste to måneder kæmpet med overfyldte tog, aflysninger og forsinkelser, efter DSB i begyndelsen af januar tog 33 gamle ME-lokomotiver ud af drift.

Det får pendlerne til at rejse en massiv kritik af DSB.

Og Magnus Heunicke (S), medlem af Transportudvalget, hopper med på vognen.

quote Det er folk, der passer deres arbejde og kommer for sent hver eneste dag og hver dag har svært ved at nå hjem til familie og pligter derhjemme

Magnus Heunicke (S), medlem af Transportudvalget

- Det er ikke godt nok. Det er folk, der passer deres arbejde og kommer for sent hver eneste dag og hver dag har svært ved at nå hjem til familie og pligter derhjemme. Og det kan vi ikke være bekendt som samfund, siger han til TV ØST.

18 kroner i kompensation

Som kompensation for forsinkelser har DSB Rejsegarantien. Den sørger for økonomisk kompensation, hvis passagerer er mere end en halv time forsinkede. Men da DSB lige nu kører efter en nødplan, så fungerer den som en almindelig køreplan. Så pendlerne kan altså kigge langt efter en kompensation.

Helt konkret har pendlerne efter februar-opgørelsen fået 18 kroner tilbage.

Lyder det ikke, som om der er nogle regler, der skal ændres?

- Jo, det kan man ikke bruge til noget som helst. En ting er rejsegarantien, men det pendlerne allerhelst vil have, det er jo at have en køreplan, de kan regne med. At når de sætter sig ind i toget, så er der en plads og de kommer ind til tiden. Og det er det, vi desværre ser, at når vi skærer ned på togdriften, så får man dårligere service og forringelser. Det er vi nødt til at sætte en stopper for, siger Magnus Heunicke.

Men hører jeg dig også sige, at man bliver nødt til at kigge på rejsegarantien i sådan nogle situationer her?

- Ja, det mener jeg, man bør. DSB siger, at de har annonceret de her forringelser og så er der meget lidt kompensation. Men det kan man ikke bruge til noget som helst, hvis man har et arbejde og en familie, der skal passes, lyder der fra Magnus Heunicke. 

Pendlere
Læs også
Pendlere raser over DSB: Vi kan ikke holde til det længere
Pendlere
Læs også
Pendlere raser over DSB: Vi kan ikke holde til det længere

Flere partier skubber på

Skal pendlerne bare være tålmodige?

- Her og nu er man nødt til at sætte alle midler ind. Det vil sige droppe alle de besparelser, der er på DSB’s vedligehold, så de kan arbejde i døgndrift med at få lokomotiverne ud at køre. Og så må vi jo bare fortsætte arbejdet med elektrificeringen, som vi gør på Nordvestbanen og Sydbanen, så vi kan få nogle nye lokomotiver, som er nye og kan køre til tiden, siger Magnus Heunicke.

El-togene er et stykke ude i fremtiden. Det kan man ikke bruge til så meget, når man sidder i et stopfyldt tog i dag?

- Det er fuldstændig rigtigt. Derfor må den ansvarlige transportminister være sit ansvar bevidst og sætte ressourcerne af, således vi ikke skal vente i månedsvis på de her lokomotiver. Vi har akut brug for dem – både på Nordvestbanen og Sydbanen.

Er det noget, du vil tage med ind i Folketinget?

- Ja, det gør jeg. Og vi er flere partier, der skubber på nu her. For hvis ikke vi råber op, så sker der ikke noget. Og så finder vi os bare i endnu en forringelse, og det må være slut, lyder det fra Magnus Heunicke. 

carsten_ramussen_borgemster.jpg
Læs også
Borgmester tilslutter sig kritik af DSB: Situationen er ikke holdbar
carsten_ramussen_borgemster.jpg
Læs også
Borgmester tilslutter sig kritik af DSB: Situationen er ikke holdbar

DSB: Man er velkommen til at skrive

Informationschefen fra DSB, Tony Bispeskov, forklarer, at Rejsegarantien ikke dækker proppede tog.

- Rejsegarantien kan kompensere pendlerne og kunder, hvis der er store forsinkelser, og aflysninger som ikke er annonceret mindst 72 timer før. Men vi lavede en nødplan, og den går ind og erstatter den almindelige køreplan. Rejsegarantien er en ordning der adresserer sig til, om togene nu kører til tiden. Og altså ikke om hvorvidt man står op eller ej, siger Informationschef hos DSB, Tony Bispeskov.

Men pendlerne forklarer, at der ikke er plads i togene, så de kommer jo ikke hjem til tiden?

- Hvis man har haft en situation, som man ikke synes har været tilfredsstillende, så er man meget velkommen til at skrive til DSB. Så vil vi jo selvfølgelig behandle den enkelte sag. Jeg kan ikke på forhånd sige, hvordan vi vil afgøre sagen, men man er altid velkommen til at skrive og klage, hvis man eventuelt har haft en klage over den rejseoplevelse man har haft, siger Informationschef hos DSB, Tony Bispeskov.

Den 3. april forventes det, at togene vil køre normalt – der vil dog stadig være færre siddepladser.


Nyhedsoverblik