To mænd truede personale i Netto med pistol og kniv

Politiet søger vidner efter et væbnet røveri mod Netto i Faxe. To røvere kørte fra stedet i en bil på stjålne nummerplader.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Da Netto i Faxe skulle til at åbne torsdag morgen, tvang to mænd sig adgang til butikken.

Den ene var væbnet med en pistol og den anden med en kniv, og med dem ved hånden tvang de personalet ud i baglokalet.

Det oplyser vagtchef Henrik Karlsen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til TV ØST.

Hører gerne fra vidner

Han ønsker ikke at oplyse, hvad røverne slap af sted med, men fortæller, at de kørte derfra i en bil med registreringsnummer A 75025.

- Nummerpladerne er stjålet fra en bil, der er indregistreret i Københavnsområdet, fortæller Henrik Karlsen.

Politiet hører gerne fra vidner, der har set bilen, som muligvis er sort, i området omkring Netto torsdag morgen. Politiet modtog anmeldelsen klokken 06.41.

De to mænd talte dansk og havde elefanthuer på.

Hvis du har set noget, kan du kontakte politiet på 1-1-4.


Nyhedsoverblik