To mænd jagtede mand med kniv og tog en bid af sædet i politibilen

To unge mænd nåede at overtræde loven ganske mange gange i Slagelse onsdag aften. De er nu blevet varetægtsfængslet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Omkring midnat onsdag blev to mænd på 20 og 28 år anholdt i Slagelse.

Men før det skete, havde de nået at begå en lang række lovovertrædelser i byen, oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Forseelserne begyndte klokken 23.34 på Marievangsvej. Her havde de to slået en 18-årig mand ned, og på vejen væk havde de begået hærværk mod mindst fire biler, der holdt parkeret på Vestergade. De havde ridset med nøgler og hoppet på bilerne.

Men her stoppet forbrydelserne ikke. For en mand forsøgte nemlig at stoppe hærværket ved at påtale mændenes ”uforskammede opførsel”, som politiet kalder det.

- Da manden giver dem en påtale, vælger de at jagte ham med en kniv og true ham på livet. Manden bliver dog ikke ramt, siger vagtchef Kent Edvardsen til Ritzau.

Tog en bid af et sæde

De to mænd blev anholdt på Løvegade, og de var synligt påvirkede, oplyser politiet. Faktisk var de så påvirkede, at den 28-årige på køreturen fra Slagelse til politigården i Næstved flere gange spyttede på sædet foran sig og til sidst tog en bid af sædet.

De to mænd er ved Retten i Næstved blevet varetægtsfængslet i foreløbigt 14 dage. De er blandt andet sigtet for vold mod den 18-årige mand og for trusler mod den forbipasserende mand i Slagelse.

Den 18-årige, der blev udsat for vold, blødte efter overfaldet fra hovedet og blev kørt på skadestuen. Han er dog ikke kommet slemt til skade, skriver TV 2.

De to fængslede mænd er begge fra Slagelse.


Nyhedsoverblik