Madspilds-Rasmus stormer frem

Flere dagligvarebutikker giver nu deres overskydende mad væk i kampen mod madspild. De samarbejder nu med 'Stop Spild Lokalt'.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

18-årige Rasmus Erichsen har stor succes med at bekæmpe madspild.

Det hele startede med Facebook-gruppen 'Stop Spild Lokalt', hvor folk, der havde mad i overskud, kunne give det videre til andre.

Nu har Rasmus Erichsen indgået i et samarbejde med flere dagligvarebutikker og har fået sponsoreret en varevogn. 

quote Vi har allerede haft ældre mennesker, der kommer tilbage og fortæller, at nu har de fået råd til medicin.

Rasmus Erichsen, Korsør

Henter overskydende mad fra dagligvarebutikker

Hver dag henter Rasmus Erichsen eller en anden frivillig fra 'Stop Spild Lokalt' mad i dagligvarebutikker, som ikke kan nå at blive solgt. Derefter bliver maden fragtet i en varevogn - sponsoreret af BN Auto og Service A/S - ud til Rasmus Erichsens hus. 

'Stop Spild Lokalt' arbejder blandt andet sammen med:

I Korsør:
  • Netto
  • SuperBrugsen
  • Rema 1000
  • Chili Pizza
  • City Diner
  • My Sandwich
  • Tom's Bager
  • Café Lime
  • Laguna
  • Sumak
  • Sunset
  • Kiosken på Motalavej
Andre steder fra:
  • Kvickly (lokal aftale)
  • Orkla Food
  • Hansen Flødeis
  • Kim's Chips

Rasmus Erichsen tager billeder af maden, lægger det ud på Facebook-gruppen 'Stop Spild Lokalt (Korsør)', og så kan folk komme forbi og hente maden.

Korsør har 30 frivillige, som er med til at passe boden, der har åbent hver dag fra klokken 12:00 til 22:00 til stor glæde for mange. Én af dem er Katja Ditte Larsen fra Korsør.

- Det gør meget, at jeg kan få mad til mine børn, for der er ikke meget på en kontanthjælp, siger hun.

Også uddeleren i SuperBrugsen er glad for samarbejdet.

- For eksempel på helligdage kan vi ikke altid nå at få maden solgt, men så kan Rasmus hjælpe os med at få det gode steder hen, siger Per Hansen, uddeler i SuperBrugsen i Korsør.

Gør en forskel for mange

Her bliver maden sat op i en bod, og så kan folk fra nær og fjern komme forbi boden og hente gratis mad. Ud over at Rasmus Erichsen vil bekæmpe madspild, er han også glad for at kunne hjælpe dem, der ikke har så mange penge til madvarer. 

- Det hjælper jo på madbudgettet, så de kan bruge pengene på noget andet. Og vi har allerede haft ældre mennesker, der kommer tilbage og fortæller, at nu har de fået råd til medicin for eksempel. Det er jo dejligt at høre, siger Rasmus Erichsen til TV ØST.

Håber på sponsorater

Rasmus Erichsen får god hjælp af sin far, som håber på flere sponsorater.

- Der er udgifter forbundet med det. Og jeg kunne godt tænke mig i hvert fald at få dækket benzinen, siger Benjamin Erichsen.

Facebook-siden 'Stop Spild lokalt' har bredt sig til 75 byer over hele Danmark med 280 frivillige - og i disse dage tager Rasmus Erichsen sig af alt det overskydende mad til Folkemødet på Bornholm.


Nyhedsoverblik