Månedgammelt bål bag brand på Lolland

Brandmænd fra både Lolland og Falster har onsdag kæmpet imod en brand, der efter alt at dømme er startet af et bål for mere end en måned siden.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Brandfolk fra Lolland og Falster måtte onsdag hente specialudstyr fra Beredskabsstyrelsen til at slukke en brand nede i jorden ved Knuthenlund på Lolland.

- Branden opstod onsdag pludselig nær en bålplads ved Knuthenlund – vel at mærke en bålplads, som der ikke er brændt noget af på i mindst en måned, siger indsatsleder Jakob Petersen fra Lolland-Falsters Brandvæsen til TV ØST.

Har brændt i mere end en måned

Brandvæsnets formodning er, at branden gennem længere tid har ulmet i tørvemos nede i jorden ved bålstedet. Onsdag brød den så gennem overfladen et stykke fra bålpladsen.

- Der var tale om en lidt større brand, der brændte en meter eller halvanden nede i jorden, fortæller Jakob Petersen.

Brandfolkene lånte derfor specielle jordspyd, der lavede hul i jorden - og fyldte derefter hullerne med vand.

- Det har taget hele dagen, men branden er nu slukket, siger Jakob Petersen.

Flere gange om året

Tørvebrandene har ry for at kunne ulme endog særdeles lang tid under jorden, og er ikke hverdagskost på Lolland.

På grund af de mange moser på Lolland og Falster er det dog et fænomen, som brandvæsenet oplever et par gange om året. 


Nyhedsoverblik