Måling: DF indleder folketingsåret med tilbagegang

Foto: Christoffer Regild / Folketinget

Folketinget åbnede i tirsdags, og det var sidste gang inden næste folketingsvalg, som kommer senest i juni.

Slutspurten - og kun statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) kender dens længde - til næste folketingsvalg blev skudt i gang tirsdag.

Her åbnede Folketinget efter sommerferien, og det var sidste gang inden det næste valg, som senest skal holdes 17. juni 2019.

Dansk Folkeparti kommer igen til at få en nøglerolle ved valget.

Formand Kristian Thulesen Dahls parti peger på Løkke som statsminister, men DF vil også selv i regering for første gang nogensinde.

I den seneste meningsmåling fra Voxmeter foretaget for Ritzau begynder DF dog folketingssæsonen med tilbagegang. 

DF står til 17,6 procent af stemmerne, hvis der var valg i morgen. I den forrige måling stod DF til 18,4 procent af stemmerne.

Ved valget i 2015 fik DF 21,1 procent af stemmerne, svarende til 37 mandater.

Grøn melding har ikke rykket

Dermed blev DF blå bloks største parti, men Venstre dannede i første omgang en ren V-regering. 

Siden slutningen af 2016 kom Liberal Alliance og De Konservative med i regeringen. 

En af ugens store meldinger kom - ganske naturligt - fra Løkke.

Statsministeren holdt traditionen tro åbningstale i Folketinget den første tirsdag i oktober, og det var med fokus på klima.

Regeringen kommer med sit klimaudspil i næste uge. Som en ambition kunne Løkke fortælle, at regeringen foreslår et stop for nye benzin- og dieselbiler fra og med 2030.

Det betyder ifølge Løkke, at der i 2030 vil køre én million grønne biler på de danske veje.

Meldingen har ikke rykket det store i meningsmålingen fra Voxmeter.

Rød blok i ændring

Venstre står til 18,3 procent af stemmerne. I den forrige måling lå partiet på 18,1 procent af stemmerne. Ved 2015-valget fik Venstre 19,5 procent af stemmerne.

Målingen fra Voxmeter er foretaget over telefonen i perioden 1.-6. oktober. 1025 personer over 18 år har deltaget. 

Cirka 25,3 procent angav, at de var i tvivl om, hvad de ville stemme, at de ikke ville stemme, at de ville stemme blankt eller ikke var stemmeberettiget. Den statistiske usikkerhed er 2,7 procentpoint.

Rød blok står til 51,3 procent af stemmerne, mens blå blok får 48,3 procent.

Alternativet er medregnet som en del af rød blok, selv om partiet peger på sin egen leder, Uffe Elbæk, som statsminister. 

Alternativet er trådt ud af rød blok og ind i en grøn blok. Alternativet pegede ved seneste valg på rød bloks statsministerkandidat.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App