Det vi har sammen

Må du grille og bruge terrassevarmeren? Få fakta om afbrændingsforbuddet her

De fire brandberedskaber i TV ØST's sendeområde har alle udstedt afbrændingsforbud, lige som øvrige kommuner i Danmark.

Afbrændingsforbuddet gælder fra i dag landet over, men er du sikker på, du ved, hvad det betyder? Her kan du få svar på, hvad du må og ikke må.

Skal du grille pølser, holde havefest eller arbejde med maskiner i naturen, så kan det være en god idé at læse med her. 

For fra i dag, onsdag klokken 12 helt præcist, træder afbrændingsforbud i kraft for samtlige af landets kommuner.

Det betyder altså, at der er særlige regler for brug af åben ild i naturen.

Afbrændingsforbuddet fastsættes af hver enkelt kommune, og derfor kan der være forskel på, hvad forbuddet dækker over. Bare i vores region er der forskelle i forbuddene for de fire brandberedskaber. 

Fælles for dem er dog, at det ikke er tilladt at bruge åben ild i naturen. Det gælder bål og afbrænding af haveaffald, halm, halmstakke og lignende, afbrænding af affald fra skovbrug, af siv og rør, herunder rørskove og enge samt afbrænding af lyng, hede- og mosetørv.

Grill og bålfade er kun tilladt i private haver og må ikke overstige 80 centimeter i diameter. Samtidig skal det stå på ikke-brandbare og faste overflader som eksempelvis fliser.

Skal du grille:

  • Grill er kun tilladt i private haver på faste ikke-brandbare overflader såsom eksempelvis fliser. 
  • Hav altid vand i nærheden, når du bruger grill, så en lille evt. brand hurtigt kan slukkes, inden den breder sig.
  • Lad asken blive i den tillukkede grill.
Kilder: Østsjællands Beredskab, Midt- og Sydsjællands Brand og Redning, Lolland-Falsters Brandvæsen og Vestsjællands Brandvæsen.

Flere maskiner forbydes i det fri

Desuden er der forbud mod at bruge særlige typer af maskiner i det fri. Det gælder svejse- eller skære-aggregater, ukrudtsbrændere, blæselamper og tørringsapparater. Enkelte steder er terrassevarmere også forbudt at bruge i det fri. 

Skal der udføres varmt arbejde i og omkring bygninger som eksempelvis ved svejsning af tagpap og lignende arbejdsopgaver, opfordrer beredskaberne til forsigtighed.

Er man nødsaget til at arbejde med maskiner i nærheden af brandbar bevoksning i naturen eller bare udføre varmt arbejde i nærheden, er der flere beredskaber, der kræver, at det sker under opsyn af en brandvagt. Brandvagten skal have adgang til håndslukkere.

Generelle, gode råd:

  • Kast ikke cigaretskodder og afbrændte tændstikker bort ud over i dertil egnede beholdere
  • Undlad at parkere bilen i højt græs, da bilens udstødningssystem kan antænde det tørre græs
  • Selvom der kommer lidt nedbør, vil risikoen fortsat være høj
  • Rengør høstmaskiner dagligt, så risikoen for brand mindskes mest muligt
  • Orienter dig om, hvor der er håndslukningsmateriel placeret - sørg for evt. altid at have et par kander med vand, en haveslange eller andet håndslukningsmateriel klart, hvis uheldet er ude
Kilder: Østsjællands Beredskab, Midt- og Sydsjællands Brand og Redning, Lolland-Falsters Brandvæsen og Vestsjællands Brandvæsen.

Festfyrværkeri og pyroteknik kan få nej

Har man ansøgt om at få lov til at bruge fyrværkeri eller pyroteknik, som man eksempelvis ser ved store koncerter, melder brandberedskaberne, at det på grund af afbrændingsforbud kan ende med et nej.

Hos beredskaberne vurderer man dog den enkelte sag i forhold til tørkesituationen. 

Brandberedskaberne oplyser alle, at de følger vejrsituationen nøje, og vil ophæve afbrændingsforbuddet så snart, det er forsvarligt.

Herunder kan du se, hvad der gælder i din kommune:

Midt- og Sydsjællands Brand og Redning (Faxe, Næstved, Ringsted og Vordingborg Kommuner)

Vestsjællands Brandvæsen (Odsherred, Holbæk, Lejre, Sorø og Kalundborg Kommuner)

Lolland-Falsters Brandvæsen (Lolland og Guldborgsund Kommuner.)

Slagelse Brand og Redning (Slagelse Kommune)

Østsjællands Beredskab (Stevns, Køge, Greve, Solrød, Roskilde, Høje Taastrup, Ishøj og Vallensbæk Kommuner)

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App