Det vi har sammen

Luciadag på plejehjem: - Det vækker minder

00:52

Beboerne på plejehjemmet var meget glade for, at eleverne fra 4. klasse på Nørre Alslev Skole kom forbi for at gå Lucia-optog.

13. december betyder traditionen tro Lucia-optog flere steder i landet. Elever fra Nørre Alslev Skole var på besøg på byens plejehjem.

Lyset bliver stolt båret frem på kronen rundt om i huse og hjem, sangen toner og hilser vennelag på Sankta Lucia-dag. Præcist som traditionen og den kendte sang foreskriver.

13. december hylder vi Den Hellige Lucia, der var en kristen jomfru, som døde som martyr. Det gør vi ved at gå optog, der bliver ledt an af en kvinde eller pige med en krone af lys på hovedet.

Og sådan optog fandt også sted tirsdag morgen på Plejecenter Skovvej i Nørre Alslev. Her kom elever fra den lokale skole forbi med lys og skønsang. Lysende var dog elektriske, og det gik ikke beboernes næse forbi.

- Jeg var selv Lucia-brud i sin tid. Mig og min tvilling. Men dengang foregik det med levende lys. Det gjorde min mor rigtig nervøs, for hun var bange for, at der gik ild i mig. Så jeg synes, at det er bedre med elektriske lys, fortæller Jytte Borella Jacobsen, der er beboer på plejehjemmet.

Hun var meget glad for at få besøg af 4. klasse fra Nørre Alslev Skole.

- Det vækker minder. Jeg gik selv Lucia-optog hvert eneste år, nærmest fra det øjeblik, jeg kunne få. Det var altid mig, der var Lucia-bruden. Det var sjovt at se, fortæller hun.

Elev: Dejligt at sprede glæde

Også Johanne von Würden Kjeldberg, der går i 4. klasse på skolen og gik med i optoget, nød at være på besøg på plejehjemmet.

- Det er meget sjovt at se, hvordan de gamle reagerer. De blev glade, og det er dejligt at komme her og sprede glæde på plejehjemmet. De er bare så glade for, at vi kommer og synger for dem, fortæller hun.

Lucia-dagen har spredt sig til Danmark fra Sverige, som har fejret Lucia-natten siden 16-1700-tallet. Selve optoget opstod i 1928, da en svensk avis kårede Stockholms Lucia.

I Danmark var det første Lucia-optog i Scala i København under besættelsen. Det var i 1944.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App