Lottomillionær: Min kone var ved at falde ned fra stolen

En mand fra Lolland vandt i weekenden seks millioner kroner i Lotto.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En heldig Lotto-spiller fra Lolland Kommune vandt i weekenden førstepræmiepuljen i Lotto.

- Jeg er meget skeptisk af natur, så først troede jeg ikke på det, før til sidst i samtalen. Da jeg havde lagt på, fandt jeg min computer og min gamle mail frem, og så kunne jeg godt se, at jeg havde vundet, siger den heldige vinder i en pressemeddelelse fra Danske Spil.

Vinderen ønsker at være anonym, men vil godt afsløre, at han er en mand i 60’erne fra Lolland Kommune.

Gevinsten skal investeres

Da han havde fundet ud af, at han havde vundet, gik han ud til konen for at fortælle hende om det opkald, han netop havde fået.

- Jeg sagde til min kone, at vi nok skulle tale med vores bankrådgiver, fordi jeg havde vundet seks millioner kroner, siger den nyslåede millionær, og tilføjer grinende:

- Hun var lige ved at ryge ned på røven fra stolen, da hun hørte det.

Herefter åbnede parret en flaske champagne, og talte sammen om, hvad de skulle bruge gevinsten på.

- Vi mangler ikke noget, men gevinsten giver lige den ekstra frihed til at kunne få lavet lidt i huset og hjælpe vores børn, der studerer. Og så skal resten investeres, slutter den glade vinder.


Nyhedsoverblik