Lotto-millionærer fra Guldborgsund: Helt surrealistisk

Vinderne af 5,5 millioner kroner i Lotto måtte tjekke deres kupon flere gange, før de troede på, at de virkelig var blevet millionærer.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det var et ægtepar i 40’erne fra Guldborgsund Kommune, der i weekenden vandt 5,5 millioner kroner i Lotto.

Det oplyser Danske Spil i en pressemeddelelse.

Parret, der også har børn, vandt på en kupon med de samme tal, som de har spillet hver uge de seneste ti år, og de blev helt paf, da de fandt ud af, at de havde vundet en af de helt store gevinster.

- Min kone var gået i seng, da jeg skimmede Lotto-tallene igennem på iPad’en. Tallene lignede nogle, jeg kendte, og så fik jeg gåsehud. Det er helt vildt fedt og totalt surrealistisk, fortæller manden til Danske Spil.

Skal betale lån ud og rejse

Manden tjekkede tallene flere gange på både computeren og tekst-tv, før han vækkede sin kone og fik hende til at tjekke, om hun så det samme som ham.

Gennem nattens løb tjekkede parret tallene igen og igen, men næste morgen kunne Danske Spil bekræfte, at den var god nok.

- Det er slet ikke gået op for os endnu. Vi ved det godt, men det er ikke til at forstå, fortæller manden og tilføjer:

- Ingen tvivl om, at vi skal fejre det på et tidspunkt. Det skal lige bundfælde sig. Men vi skal da betale lån ud. Og vi har også nogle drømme om rejser.

Parret har valgt at takke ja til Danske Spils tilbud om økonomisk rådgivning.


Nyhedsoverblik