Det vi har sammen

Lollands borgmester: Fejl har kostet os 111 millioner kroner

Holger Schou Rasmussen (S), borgmester i Lolland Kommune.

Borgmestre fra Lolland og Jammerbugt kommuner tilslutter sig sagsanlæg mod staten efter fejl i udligning.

Lolland Kommunes borgmester, Holger Schou Rasmussen (S), bakker op om et sagsanlæg, som er på vej fra Hjørring Kommune mod staten.

- Jeg vil anbefale over for byrådet, at vi følger Hjørring og bakker op om et sagsanlæg mod staten, siger han til Ritzau.

Sagsanlægget kommer, fordi en række kommuner mener sig snydt for millioner af kroner på grund af en fejl i udligningssystemet.

Fejlen har betydet, at der ikke er taget højde for udlændinges uddannelsesniveau i det system, der udligner økonomien mellem kommunerne.

Over tre år har vi i Lolland Kommune mistet 111 millioner kroner på den konto. Det er rigtig mange penge

Holger Schou Rasmussen (S), borgmester i Lolland Kommune.

Så kommuner med mange højtuddannede udlændinge har fået samme tilskud som kommuner med mange udlændinge uden uddannelse.

- Over tre år har vi i Lolland Kommune mistet 111 millioner kroner på den konto. Det er rigtig mange penge, siger Holger Schou Rasmussen.

- Havde vi haft de penge, havde vi ikke behøvet at sætte skatten op eller optage et likviditetslån, siger borgmesteren.

Flere kommuner vil støtte op om et sagsanlæg

Når snakken om et sagsanlæg kommer netop nu, hænger det ifølge Holger Schou Rasmussen sammen med den netop indgåede aftale mellem regeringen og Kommunernes Landsforening.

Den kompenserer kommuner, der står til at miste millioner, efter at fejlen er rettet.

Det er forskelsbehandling af kommuner, og det er ikke rimeligt

Holger Schou Rasmussen (S), borgmester i Lolland Kommune.

Men det er de selv samme kommuner, der har nydt godt af fejlen, lyder det fra Hjørrings og Lollands borgmestre.

- Det, der får bægeret til at flyde over, er at man kompenserer kommuner for penge, de aldrig skulle have haft.

- Det er forskelsbehandling af kommuner, og det er ikke rimeligt, siger Holger Schou Rasmussen.

Han forventer, at flere kommuner vil følge Hjørring og Lolland og støtte op om et sagsanlæg mod staten.

Bakker op om kravet

En tredje kommune har søndag eftermiddag tilkendegivet, at man bakker op om kravet.

Det er Jammerbugt Kommune, der ifølge Nordjyske er gået glip af 51 millioner kroner i perioden fra 2015 til 2018.

De penge vil man forsøge at få hjem ved at tilslutte sig sagsanlægget, oplyser borgmester Mogens Gade (V) til avisen.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App