Lolland og Falster håber på flere par i fremtiden

En stor andel af de 30-49-årige, der bor alene, bor i Danmarks yderkommuner, heriblandt Lolland og Falster.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Hver syvende person mellem 30 og 49 år bor alene, og en del af dem bor i Danmarks yderkommuner.

Det viser nye tal fra Danmarks Statistik fredag.

Voksne, der bor alene, findes især i storbyerne, men også i flere af landets yderkommuner. Ærø og Lolland er eksempelvis blandt kommuner med den højeste andel af de 30-49-årige, der bor alene.

På Lolland har man sat initiativer i gang for at vende udviklingen og tiltrække par og familier, det fortæller Lollands viceborgmester, Henrik Høegh (V).

- Vi ser meget gerne, at flere par og familier flytter hertil. Vi har derfor lavet en ægtefællestrategi, der betyder, at vi kan tilbyde jobgaranti til ægtefæller, siger han.

Store forventninger

I kommunen har man i længere tid været opmærksom på problematikken, og tallene kommer derfor ikke bag på viceborgmesteren.

- Vi ved godt, at vi har et mindre børneantal og flere singler, så vi forsøger at gøre det attraktivt for familierne, siger han.

Ægtefællestrategien trådte i kraft for et år siden, og kommunen har store forventninger til tiltaget.

Overrasket over tal

Nabokommunen Falster er også en af de steder, hvor en større andel af de 30-49-årige bor uden partner eller børn.

Her er de nye tal en overraskelse for Martin Lohse, der er formand for kultur, turisme og bosætningsudvalget i Guldborgsund Kommune.

- Det er ikke noget, vi har italesat, så det kommer faktisk bag på mig, at det forholder sig sådan, siger Martin Lohse, der repræsenterer Guldborgsund-Listen.

En del af forklaringen er, at de billige huspriser på Falster tiltrækker voksne mennesker, der bor alene, tror han.

I alt bor 204.000 mænd og kvinder mellem 30 og 49 år alene, viser tallene fra Danmarks Statistik.

Undersøgelsen tager udgangspunkt i netop 30-49-årige, da man i denne alder typisk bor med en partner.

Lolland Kommune
Læs også
Lolland Kommune huser flest singler i regionen
Lolland Kommune
Læs også
Lolland Kommune huser flest singler i regionen

 


Nyhedsoverblik