Lolland-Falster Lovestorm glæder sig over ny programtitel

Foto: TV ØST

I kritikken af titlen på programserien ”På røven i Nakskov” opstod Lolland-Falster Lovestorm som protestbevægelse. De glæder sig over den nye programtitel.

Som en protestbevægelse af kærlighed opstod Lolland-Falster Lovestorm i kritikken af programserien ”På røven i Nakskov”.

Mens programmerne rullede over skærmen på TV 2 i bedste sendetid sidste år, delte engagerede brugere på Facebook idyllyske billeder fra Lolland og Falster med hensigt på at vise omverden, at området var andet end udsatte familier.

Derfor glæder formanden i Lolland-Falster Lovestorm, Kirsten Sydendal, sig over den nye titel på opfølgeren, der bliver ”Stadig på røven?”.

Vi har genfundet en stolthed over Lolland-Falster, der er så stærk, at den nye programrække på ingen måde kan påvirke eller fjerne den.

Kirsten Sydendal

- TV 2 har ændret titlen, og det er vi godt tilfredse med. Desuden sender de kun fire afsnit, hvor der var seks afsnit sidste år. TV 2 har muligvis lyst til at vise, at de har magt til at sende, hvad de vil. Men dem om det. De har sikkert brug for høje seertal, skriver Kirsten Sydendal i et skriftligt svar til TV ØST.

Lovestorm: TV 2 burde grave et spadestik dybere

- Vi kan håbe på, at seerne kan huske Lolland-Falster Lovestorm og lige som sidste år bliver nysgerrige efter at se, hvordan Nakskov også kan se ud, udtaler Kirsten Sydendal og tilføjer:

- Vi har aldrig været imod, at man sætter fokus på socialt udsatte. Min personlige holdning er, at TV 2 burde grave et spadestik dybere og ikke kun lave underholdning ud af så alvorlig en sag, men det er jo deres beslutning.

Har genfundet stoltheden for Lolland-Falster

Kirsten Sydendal mener, at protestbevægelsen af kærlighed sidste år var med til at skabe en ny fortælling om Lolland-Falster.

- Nu er det blevet socialt acceptabelt at sige, at vi kommer fra eller holder af Nakskov og Lolland-Falster. Det er ikke forbundet med skam, tværtimod, udtaler hun.

- Vi har genfundet en stolthed over Lolland-Falster, der er så stærk, at den nye programrække på ingen måde kan påvirke eller fjerne den.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App