Guldborgsund Kommune og Lolland Kommune driver i fællesskab Lolland-Falster Airport ved Holeby.
Men de to kommuners byråd er ikke enige om, hvor mange penge der skal postes i projektet. Det skriver Folketidende.
Efter planen skal flyvepladsens lys og landingsbane renoveres i løbet af de næste tre år – en renovering, der vil koste 1,83 millioner kroner.
Guldborgsund vil ikke betale for renoveringen
I Lolland Kommune er byrådet klar til at betale deres halvdel af den omfattende renovering.
Sådan ser det dog ikke ud i Guldborgsund Kommune.
På et byrådsmøde i sidste uge stemte Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og SF mod, at kommunen skal bevillige de nødvendige 915.000 kroner i projektet. Det oplyser Folketidende.
Til sammen har de tre partier flertal i byrådet.
Giver stadig driftstilskud
Heller ikke mindretallet var klar til at give grønt lys til den store renovering.
Venstre, Det Konservative Folkeparti og Guldborgsundlisten ville således kun give penge til ny belægning på landingsbanen, men ikke resten af renoveringen.
Byrådet vil dog stadig give tilskud til driften af flyvepladsen. Det forløber sig i 617.000 kroner næste år, skriver Folketidende.