Lolland er landets tredjebedste kommune til at få udsatte i arbejde

I Lolland Kommune er de små og mellemstore virksomheder de tredjebedste i landet til at tage socialt ansvar, viser ny rapport.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Udsatte borgere, personer på overførselsindkomst og tilflyttere kan have store fordele ved at komme ind på arbejdsmarkedet, hvis de bor i Lolland Kommune.

Lolland Kommune er nemlig den tredje bedste kommune i landet til at få udsatte borgere i arbejde.

De små og mellemstore virksomheder på sydhavsøen, som har et sted mellem ti og 249 medarbejdere, er nemlig med i toppen som nogen af de bedste til at tage socialt ansvar og ansætte personer i støttet beskæftigelse. Det viser en ny undersøgelse som Den Sociale Kapitalfond har foretaget.

quote Det er en opgave, vi er nødt til at løse på den måde. For vi har ikke penge til udelukkende at betale overførselsindkomst

Holger Schou Rasmussen (S), borgmester i Lolland Kommune

Eneste i top ti

Det er de færreste sjællandske kommuner, som har en høj andel i at få udsatte borgere i job. Faktisk er Lolland Kommune den eneste kommune øst for Storebæltsbroen, der ligger i top ti, og det glæder borgmesteren.

- Det er jeg super tilfreds med. Det viser, at det er en opgave, vi er nødt til at løse på den måde. For vi har ikke penge til udelukkende at betale overførselsindkomst, siger Holger Schou Rasmussen (S) til TV ØST.

Mange får støtte

Netop overførselsindkomst bliver der brugt mange penge på fra kommunekassen i Lolland Kommune. Derfor er det vigtigt for kommunen, at deres indsats giver resultater.

- Ud over vi har mange, der har svært ved at komme på arbejdsmarkedet, så har vi også mange tilflyttere, som kommer til uden job. Derfor er det vigtigt at få dem tilbage eller ind på arbejdsmarkedet. Vi er nødt til at gøre en stor indsats på det område, og der er virksomhederne på Lolland dygtige til at hjælpe og vise social engagement, siger borgmesteren.

Mere velfærd

Holger Schou Rasmussen håber, at initiativet kan skabe færre udgifter til offentlig forsørgelse og flere penge til at drive velfærd.

- Hvis vi kan få dem ind i virksomhederne, og de kan begynde at fæstne sig på arbejdsmarkedet, så bidrager de, siger han.

Andre kan lære af Lolland

Borgmesteren pointerer selv, at Lolland Kommune er den eneste kommune øst for Storebælt, der er med i top ti og mener, at andre kommuner har noget at lære af dem.

- De kan lære af jobcentret og de lokale virksomheder i forhold til hvor mange vi hjælper med at være selvforsørgende i stedet for at flytte dem fra kommunerne. 


Nyhedsoverblik