Det vi har sammen

Lokale virksomheder glæder sig over PSO-aftale

00:53

Skrotningen af den omstridte PSO-afgift skaber tilfredshed i erhvervslivet her i regionen.

Foto: TV ØST

1 af 2

På større produktionsvirksomheder i regionen glæder lederne sig over, at regeringen har indgået en aftale om at afskaffe PSO-afgiften.

Der er glæde i sukkerbranchen på Sydhavsøerne.

Nordic Sugar med fabrikker i både Nakskov og Nykøbing Falster kan nemlig se frem til at spare cirka 10 millioner kroner om året, efter regeringen har indgået en aftale om at afskaffe PSO-afgiften.

- Vi glæder os over, at man vil afskaffe PSO-afgiften over de kommende seks år, siger Jesper Thomassen, administrerende direktør i Nordic Sugar, til TV ØST.

Den særlige afgift, der opkræves som en afgift på forbrugernes og virksomhedernes elregning, går til at betale for omstillingen til vedvarende energi. 

Vi glæder os over, at man vil afskaffe PSO-afgiften over de kommende seks år

Jesper Thomassen, administrerende direktør i Nordic Sugar

Også på ledelsesgangen i Frese Holding i Slagelse er administrerende direktør René Barington begejstret. Virksomheden bruger i omegnen af en million kroner om året på PSO-afgifter - primært til støberiafdelingen, hvor 50 af de 130 ansatte er placeret.

- Uden at kende alle detaljer i det forlig, som er indgået, så er det i hvert fald gode nyheder. Vi har et støberi, som er relativt energi-tungt, og der vil en totalfjernelse af PSO-afgiften være en væsentlig reduktion af de omkostninger, der indgår i vores produktion, siger René Barington

Øger konkurrenceevnen

Frese Holding er i skarp konkurrence med støberier i nabolandene, og her vil fjernelsen af afgiften selvsagt øge konkurrenceevnen.

- Det vil alt andet lige betyde, at vi er bedre i stand til at konkurrere med dem. Men om det medfører øget forretning eller om vi kan fastholde noget af den forretning, vi har i forvejen, det må tiden vise. Men det kan give flere arbejdspladser, hvis det udvikler sig sådan, at vi er i stand til at øge vores forretning. Det er meget ligefrem proportionalt i støberiet, hvor meget vi afsætter og hvor mange folk, vi har brug for, siger René Barington.

Ændringen vil også kunne mærkes hos Nordic Sugar.

- Afgiften er en speciel afgift for Danmark, som fabrikker i udlandet ikke har. Derfor kan den her aftale styrke vores konkurrenceevne, fortæller Jesper Thomassen og tilføjer:

- Det er ikke fordi, vi ikke er interesseret i den grønne omstilling. Men det her vil bare øge vores konkurrenceevne.

Om det kommer til at betyde flere arbejdspladser på de to sukkerfabrikker, kan den administrerende direktør ikke sige på nuværende tidspunkt.

De lokale fabrikker producerer cirka 400.000 tons sukker om året

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App