Lokale dropper nyt millionbyggeri: - Politikerne har fået solstik

Brugerne af hallen i Høng er særdeles skeptiske overfor planerne om at bygge en ekstra hal i Høng. De mener, at politikerne går efter et dyrt palads af glas og stål. Foto: Elkiær + Ebbeskov Arkitekter

Høng Gymnastikforenings gymnastikafdeling har forladt styregruppen for det nye halbyggeri i byen. Der fokuseres for lidt på brugerne, mener de.

- Politikerne vil have et helt vildt flot byggeri, der kan se flot ud til indvielsen. Og det får de. Men de tager ikke hensyn til det lokale idrætslivs behov.

Sådan lyder dommen fra Torben Kelvin fra Høng Gymnastikforenings gymnastikafdeling om den nye hal i Høng, som Kalundborg Kommune vil bygge.

Det er som om, at der pludselig startede et politisk spil, hvor vi brugere blev koblet helt af. Det var som om, politikerne fik solstik og ambitioner om at bygge et palads

Torben Kelvin, Høng Gymnastikforening

TV ØST kan i dag fortælle, at byggeriet er blevet langt dyrere end oprindeligt planlagt – og at kommunen nu forhandler med blandt andet entreprenører om at tilpasse planerne til den økonomiske virkelighed i projektet.

Trak sig i protest

Foreningen valgte i sommer at forlade styregruppen bag hallen, fordi de ikke mente, at de lokale brugeres behov blev tilgodeset i den nye hal.

- Vi er rigtig skuffede. Vi har et blomstrende foreningsliv her i byen og et enormt behov for ekstra plads på halgulvet, så vi kan få plads til de mange, der gerne vil benytte sig af hallen. Derfor startede vi allerede for otte år siden kampen for en ny hal her i byen. Men politikerne kører deres eget løb, og de mange investerede millioner hjælper os ikke fremad, siger Torben Kelvin.

Artiklen fortsætter under billedet.

Brugerne af hallen i Høng er særdeles skeptiske overfor planerne om at bygge en ekstra hal i Høng. De mener, at politikerne går efter et dyrt palads af glas og stål. Foto: Elkiær + Ebbeskov Arkitekter

Han var selv med i projektgruppen bag hallen, og håbede, at man kunne skaffe den plads, som de mange idrætsudøvere i klubberne havde brug for.

- Det er som om, at der pludselig startede et politisk spil, hvor vi brugere blev koblet helt af. Det var som om, politikerne fik solstik og ambitioner om at bygge et palads, og selvom vi havde gjort, hvad vi kunne for at råbe dem op, så var vi brugeres behov overhovedet ikke med i kravene til den arkitektkonkurrence, som kommunen afholdt. Senere kom vi med i gruppen bag, men der har det ikke været muligt at rette op på projektet – tværtimod, siger han som begrundelse for at forlade arbejdet.

Fyldt med flotte og fikse ideer

Torben Kelvin kalder projektet for fyldt med flotte og fikse ideer, men meget langt fra det, som brugerne i foreningens øjne har brug for – nemlig kvadratmeter i en hal.

Artiklen fortsætter under billedet.

  Foto: Elkiær + Ebbeskov Arkitekter

- Et af vores store ønsker var at få en springhal. I dag betaler kommunen for at leje en privat efterskoles hal seks kilometer væk. Jeg ved ikke, hvad de giver for det – men når man alligevel er i gang med byggeriet, så er det altså billige kvadratmeter at føje til, så vi kunne udvide en meget populær aktivitet. Til gengæld opfører de en 950 kvadratmeter stor, uopvarmet løbesti omkring hallen med et knalddyrt indbygget cykelværksted. Og det må jeg sige, at vi ikke forstår, siger han.

Politikerne misbruger pengene

Torben Kelvin mener, at politikerne i kommunen har sat krav om fotogene byggerier i glas og stål foran brugernes ønsker. Og nu, hvor projektets detaljer er oppe i en forhandling, frygter han, at endnu flere brugerønsker forsvinder.

- Det er endt, som vi frygtede. Politikerne vil have et stort prestigeprojekt: En flot sportsvogn, som de kan vise frem. Men pengene rækker ikke, og for ikke at tabe ansigt, så bliver foreningslivet ofret. Vi har helt praktisk mest af alt brug for ekstra kvadratmeter i hallerne, og i vores øjne ville vi være begejstrede for en praktisk Berlingo, der til gengæld kunne løse vores behov, siger han.

HALLEN I HØNG

  • ​​​​​​Høng Hallen er opført i 1974 og har et bygningsareal på 3.294 kvadratmeter, herunder også sikringsrum og skydebane. Der er i dag 11 omklædningsrum.
  • I forbindelse med hallen findes blandt andet en petanquehal.
  • Hallen har i dag et cafeteria med plads til 100 mennesker.
  • Hallen kan opdeles med en port, der kan køres til siden. Det giver mulighed for at have et separat gymnastikrum. I dette rum er der en springgrav.
  • Den nye idrætshal er på 1.204 kvadratmeter. Delvist indbygget i ankomstområdet placeres en kultur- og rytmiksal på 310 kvadratmeter.
  • Det nye projekt er tegnet af Elkiær + Ebbeskov Arkitekter i samarbejde med JJW Arkitekter, Bisgaard Landskab og Balslev Ingeniører.
Se mere

Han kommer med eksempler på halbyggerier i Roskilde Kommune. Her er der blevet opført haller med en kvadratmeterpris på under det halve af den oprindeligt tiltænkte pris på 45 millioner kroner – og hvor der endda var mulighed for at tage bad i omklædningsrummene.

Han fortæller, hvordan byens idrætsliv står tilbage med en enorm frustration

- Nu står vi her tilbage, og ved ikke rigtig, hvad der ramte os. Der er nogle, der mener, at vi er nogle skarn, der burde være taknemmelige for den store investering i idrætslivet her i byen. Men jeg mener dybest set, at politikerne misbruger de penge, som der er til rådighed. Og jeg tror ikke, at der kommer flere penge foreløbig, så vi faktisk kan få løst de problemer, som vi står med, siger han.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App