Hvis der er noget, vi her i regionen er gode til, så er det at bage brød.
Sådan ser det i hvert fald ud, hvis man kigger på vinderne af Danmarks Bedste Brød og Kager 2017.
Af de 12 mulige første-, anden- og tredjepladser i brødkategorierne, løb bagere her fra regionen med seks priser.
Regionale bagere fylder podiet
Mest suveræne er de regionale bagere i kategorien ’Madbrød/Ready to eat’.
Her løb de med alle tre placeringer til uddelingen.
Pabst Bakery fra Maribos ’Kloster stykker’ løb med sejren, mens Sejers Konditori fra Sorø fik andenpladsen med deres ’Coconut chicken’.
På tredjepladsen kom Bake Shop fra Præstø med ’Lykkeposen’.
Bagepladen fuld
I kategorien ’Fuldkornshvedebrød’ fik soranerne fra Sejers Konditori endnu en pris. Her vandt deres ’Sydhavs brød’ tredjepladsen.
Faktisk fik Sejers Konditori fuld (bage)plade, for også i rugbrødskategorien var de repræsenteret.
Her fik de både anden og tredjepladsen med henholdsvis ’Nicolai’ og ’Mor’.
I kategorien ’Specialbrød’ og i konkurrencens kagekategorier var der ingen priser til bagere her fra regionen.