Lokal overlæge om sundhedsreform: - Jeg er meget bekymret

Ledende overlæge på medicinsk afdeling på Nykøbing Falster Sygehus, Christian Christiansen, er bekymret for konsekvenserne af regeringens nye sundhedsreform. Foto: Pernille Damborg - TV ØST

En overlæge på Nykøbing Falster Sygehus fortæller, at han bliver meget bekymret, efter Statsministerens fremlæggelse af Sundhedsreformen.

Vi sætter patienten først – vi tager patientens parti. 

Sådan sagde statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i dag, da han fremlagde regeringens nye sundhedsreform Patienten først – nærhed, sammenhæng, kvalitet og patientrettigheder.

Men det gør man i forvejen, fortæller Christian Christiansen, som er ledende overlæge på medicinsk afdeling på Nykøbing Falster Sygehus.

- Intentionen om at vi skal have patienten først, det er vi i gang med, siger han og tilføjer:

- Det er sådan set noget, der fylder meget for os i hverdagen.

Flere opgaver flyttes over til kommunerne

Sundhedsreformen indebærer blandt andet, at flere opgaver skal klares i kommunerne.

For eksempel skal nogle opgaver flyttes fra sygehusene til patienternes egen praktiserende læge eller til andet sundhedsfagligt personale i kommunerne.

- Jeg synes også det der med nærheden er rigtig godt. Men når jeg tænker på hvordan realiteterne er hernede hos os med at få mange flere ting flyttet ud i nærheden, så bliver jeg meget meget bekymret, siger han.

Ifølge udspillet skal der årligt være 500.000 færre ambulante besøg på sygehusene og 40.000 færre indlæggelser. Det vil ifølge reformen forebygge pres på sygehusene.

Men selvom nærhed i sundhedsvæsenet ifølge Christian Christiansen er godt, gør det ham også meget bekymret.

- Hvis man ser på, hvor pressede man er på sygehusene, med de ressourcer, vi har i forhold til de opgaver, vi har, så er det ingenting ved siden af, hvad der er af ressourceproblemer længere ude i det primære sundhedsvæsen. Der mangler praktiserende læger i lange baner, siger han.

Urealistisk at praktiserende læger kan tage flere patienter

På landsplan er der 3.500 praktiserende læger. Men Christian Christiansen mener ikke, at det er realistisk, at de praktiserende læger kan overtage flere patienter.

- Ikke umiddelbart. Der skal noget oprustning til, fortæller han.

Som et led i den nye sundhedsreform vil regeringen afsætte seks milliarder kroner til en såkaldt nærhedsfond, der skal styrke det nære sundhedsvæsen.

Det er dog ifølge den ledende overlæge kke nok.

- Der skal betydeligt flere ressourcer til, siger Christian Christiansen.

 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App