Lokal jæger opfordrer tusinder af kolleger: Led efter Emilie

Det er Anders Peter Møller Nielsen fra Syd-Vestsjællands Jagtforening, der kommer med opfordringen.

Jagtsæsonen er en oplagt mulighed for at få ledt efter Emilie Meng i alle kroge af landet. Det mener i hvert fald en lokal foreningsformand.

Led efter spor i sagen om den forsvundne Emilie Meng. Sådan lyder opfordringen fra en lokal jagtforeningsformand.

I den kommende weekend vil tusindvis af jægere nemlig tage ud i naturen, når jagtsæsonen går i gang.

- Det her er en unik mulighed, som vi jægere har for at komme ud og være med til at lede. Lokalt er der gjort et kæmpe stykke arbejde for at finde hende. Desværre uden held. Så nu er der en chance mere for at lede på nogle steder, hvor man ikke i forvejen har søgt efter Emilie, siger Anders Peter Møller Nielsen.

En sag, der vedrører alle

Han er formand i Syd-Vestsjællands Jagtforening, og det er ham, der har sendt opfordringen videre til sine mange jagtfæller.

- Det her er jo en sag, der vedrører alle. Alle menneske kan sætte sig i den forfærdelige situation, det er for Emilies familie. Derfor mener jeg, at det her er noget, der vedrører os alle sammen, forklarer han.

Håbet er, at jægerne under deres færden efter dyr, også vil fokusere på spor efter Emilie - og eksempelvis sende deres hunde ind i tætbevoksede områder.

- Sørg for at komme ud i de kommende weekender og få kigget hver dag i hver en krog. Vi skulle meget gerne have fundet Emilie, siger Anders Peter Møller Nielsen.

Emilie Meng er sidst set tidligt søndag morgen den 10. juli. Efter en bytur skiltes hun med sine veninder på Korsør Station. 

Siden da har både politiet og frivillige adskillige gange søgt efter Emilie eller andre spor i sagen i Korsør. Indtil videre uden at finde noget, der har kunne føre politiet nærmere en opklaring. 

Emilie Mengs forsvinden

  • 17-årige Emilie Meng fra Korsør bliver sidst set søndag morgen klokken 04 på Korsør Station, hvor hun gik til fods fra stationen.
  • Hun forsvandt efter en bytur i Slagelse lørdag nat.
  • Emilie beskrives som 168 cm høj, almindelig af bygning, med langt brunt hår.
  • Da hun forsvandt, var hun iført en sort, langærmet cardigan med en sort blondebluse indenunder. Derudover bar hun blå jeans og blå sko.
  • Det er fra onsdag den 14/7 Kriminalpolitiet, der står for efterforskningen i sagen.
  • Der har ikke været livstegn fra Emilie siden søndag morgen klokken 04. Forlyder om kontakt på Facebook har desværre ikke vist sig at holde stik.

 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App