Lokal fuglesensation: Blå glente spottet i Gedser

En blå glente er for første gang nogensinde spottet på sydspidsen af Falster, og fugleentusiaster er mere end begejstrede.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Lokale fuglekiggere troede næsten ikke deres egne øjne, da de pludselig fik en usædvanlig fugl i kikkerten tidligt fredag morgen.

Der var nemlig tale om en blå glente, som aldrig før er blevet set på regionens lokale kanter – og rovfuglen er så sjælden, at den kun officielt er set ni gange tidligere i Danmark. De fleste gange i Skagen, hvor den også første gang blev spottet i 1998.

- Det er helt sikkert en lokal fuglesensation, vi er meget glade og det vil jo helt sikkert lokke nogle folk hertil. Det vidner om, at Gedser Odde er et fremragende sted at se på trækfugle, fortæller Hans Lind, der er leder på Gedser Fuglestation.

Det var en lokal fuglekigger fra Gedser, som først fik øje på fuglen, som man kunne se i en busk på 350 meters afstand fra Gedser Fyr. Herefter fik de lokale fuglekiggere travlt med at skynde sig til stedet, da beskeden kort efter klokken 05 i morges, gik rundt.

- Vi nåede frem til stedet, en halv snes stykker af os og nød synet. Og omkring klokken 8.15 kom den på vingerne og forsvandt mod vest, siger Hans Lind.

En time senere blev den blå glente dog også set ved Hyllekrog på sydspidsen af Lolland.

- Det er ikke kun Skagen og Blåvand, der kan være med, når det kommer til fugletræk. Vi har i den grad også noget at byde på her, fortæller Hans Lind.   


Nyhedsoverblik