Det vi har sammen

Lokal Dagli'Brugs vil dyrke eget frugt og grønt

00:48

Som lille købmand på Møn må man tænke ud af boksen. Derfor har Dagli'Brugsen i Borre taget konceptet med lokale råvare til nye højder.

I en tid hvor kvaliteten af madvarer betyder mere og mere. Hvor grøntsager gerne må være lokale og med historie. Der har en brugsuddeler fra Møn valgt at tage konceptet med lokale grøntsager til en nyt niveau.

- Jeg så noget TV fra England, hvor en by gik sammen om en have lidt ude for byen og dyrkede deres egne grøntsager, og tænkte, det kunne overføres til brugsen, siger Niels Olsen, brugsuddeler i Dagli'Brugsen Borre.

Brugsen har derfor købt deres eget stykke jord og vil nu selv dyrke de grøntsager, der skal sælges i butikken.

Det gør de, som den første dagligvarebutik i Danmark.

Vi skal have lavet om i grønt afdelingen, så det bliver præsenteret bedre, og vi skal have vist med skilte, at det her er helt lokale vare

Niels Olsen, brugsuddeler i Dagli'Brugsen Borre

Man skal tænke ud af boksen

Niels Olsen har planer om et stort sortiment af hjemmedyrkede grøntsager, frugter og bær.

- Der er også vare, som vi ikke kan gro herhjemme, og som vi må købe fra lager. Men alt, hvad vi kan se en idé i, og som kan gro her, det skal vi have i vores køkkenhaven, lyder det fra brugsuddeleren.

Der er for nuværende blevet sået hvidløg i jordstykket bag brugsen. Senere kommer et drivhus til tomater, agurker og andet grønt. Dertil ønsker Niels Olsen også at plante frugttræer, bærbuske og så vil han sågar have dådyr gående i en lille indhegning.

Og til foråret vil det så være muligt for kunderne i Borre at finde de første friske råvarer på hylderne.

- Vi skal have lavet om i grønt afdelingen, så det bliver præsenteret bedre, og vi skal have vist med skilte, at det her er helt lokale vare, siger Niels Olsen, mens han peger og forklarer i den nuværende grøntafdeling.

Håber på at sprede idéen

Men for brugsuddeleren handler det ikke kun om hans egen lille køkkenhave.

- Det kunne være dejligt at se mange mindre brugser bruge den her idé . Men det har selvfølgelig noget at sige, hvor man ligger. Nu har vi som sagt jorden lige i baghaven, og så er det er ikke noget problem. Men hvis man ligger i byen kan det nok godt blive svært, lyder det nøgternt fra Niels Olsen.

En anden ting, der også kan være svært - selvom man bor på landet - er at leve op til økologien. Derfor er det heller ikke økologiske grøntsager, Niels Olsen vil dyrke.

- I hvert fald ikke på nuværende tidspunkt, der har jeg kigget på reglerne, og det er noget med at jorden skal have ligget brak i nogle år og så videre. Men vi kan sige, det er usprøjtet, og sådan er det, siger han.

Om køkkenhave projektet så bærer frugt, må vi se til foråret, når frøene spirer.

 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App