Blandt høje træer i Luxewmbourg skød den unge bueskytte Stephan Hansen fra Nykøbing Falster sig i weekenden til sejren ved et internationalt feltstævne.
I alt skulle der henover lørdag og søndag skydes mod 44 mål – 24 den første dag og 20 den sidste. Skydeskiverne var sat op med mellem 15 og 75 meters afstand i varierende terræn, og her kom Stephan Hansen altså bedst igennem.
Efter den første dag lå den unge bueskytte på en delt førsteplads med hollandske Mike Schloesser og med amerikanske Jesse Broadwater et enkelt point efter.
Ramte dagen
Men på andendagen trak Stephan Hansen fra de andre. Han fik nemlig det højeste antal point på alle mål bortset fra det sidste.
- Når jeg stiller op, er det for at vinde. Men at vinde så overbevisende som her er ikke noget, jeg kan regne med, men kun håbe på. Jeg må sige, at jeg ramte dagen i dag, siger den lokale bueskytte.
Det er andet år i træk, at Stephan Hansen vinder stævnet i Luxembourg, Præmien var 5.000 euro eller godt 37.000 danske kroner.