Lokal bank har åbnet 14 nye filialer siden 2014

Sparekassen Sjælland-Fyn i Holbæk. Foto: Sparekassen Sjælland-Fyn

Mens store banker lukker deres filialer, udnytter flere lokalbanker hullet til at kapre kunder.

Danskerne vil have bankfilialer tæt på. Det oplever Sparekassen Sjælland-Fyn i hvert fald.

Modsat store banker som lukker ned for filialerne, åbner Sparekassen Sjælland-Fyn med succes flere afdelinger i lokalområder.

- De store banker har efterladt en markedsandel, som vi forsøger at tage, fordi vi kan se, at der i mange egne er et stort behov, for at der er nogle til stede, siger administrerende direktør Lars Petersson.

Hver gang vi slår dørene op, får vi en meget stor tilgang fra lokalsamfundene

Lars Petersson, administrerende direktør i Sparekassen Sjælland-Fyn

- Hver gang vi slår dørene op, får vi en meget stor tilgang fra lokalsamfundene.

Over de seneste år har banken åbnet 14 nye filialer på Sjælland og Fyn, hvilket har givet en stor tilgang af kunder ifølge Petersson. Banken vil fortsat se på, hvor der kan åbnes flere filialer.

Vundet frem ved at være fysisk til stede

Også banker som Sparekassen Kronjylland og Middelfart Sparekasse har åbnet flere filialer.

Det er positivt, at hullet efter de store banker bliver lukket, mener seniorøkonom hos Forbrugerrådet Tænk Morten Bruun Pedersen.

- Hovedtrenden er desværre, at mange filialer bliver lukket, og den vil fortsætte, tror jeg. Men det er glædeligt, at lokalbanker går ind og dækker de huller, siger han

- Udviklingen vil gøre bankoplevelsen mere besværlig for flere kunder. Hvis man som ældre person har 80 kilometer til nærmeste filial, kan det være tungt at få klaret sine bankforretninger. 

Læs også Kunderne strømmer til lokal bank

Henning Dam er administrerende direktør i Frøs Sparekasse, der holder mest til i Sønderjylland. Han regner med, at banken vil åbne flere filialer, da der er efterspørgsel på lokal tilstedeværelse.

- Vi har ikke aktuelle planer, men vi kigger hele tiden på det, fordi det er en måde at erobre kunder på. Jeg er sikker på, at vi om fem år har åbnet flere, siger han.

Aktuelt har Frøs Sparekasse 11 filialer.

Artiklen fortsætter under faktaboksen.

400 bankfilialer lukket siden 2012

Siden 2012 er der lukket 400 bankfilialer ifølge Bank Research, men nogle banker går imod tendensen.
  • Siden 2014 har Sparekassen Sjælland-Fyn åbnet 14 nye filialer.
  • Sparekassen Kronjylland er gået fra 41 filialer i 2014 til 54 i 2017.
  • Frøs Sparekasse har planer om at åbne flere filialer i fremtiden, mens Spar Nord Bank er tilfreds med sit nuværende niveau på små 50 filialer i Danmark.

Kilder: Børsen, Spar Nord Bank, Frøs Sparekasse.

Kommunikationsdirektør hos Spar Nord Bank Ole Madsen er mere forsigtig med forudsigelserne.

- Vi har ikke flere filialer om fem år, men vi har heller ikke dramatisk færre, siger han.

- Vi har vundet frem i lokalområderne ved at være fysisk til stede. Men jeg er ikke sikker på, at det vil gøre sig gældende om 20 år, hvor kunderne vil være mere digitale.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App