Løkke-kritiker bakker op om at nedlægge regionsrådene

Foto: TV ØST

Venstres lokalformand på Lolland, Benny Damgaard, bakker om Løkkes planer om at nedlægge regionsrådene. Det folkevalgte led skal tilbage, lyder det.

- Vi skal have nogle folkevalgte ind, som skal styre sygehusene, så det ikke er regnedrengene, der styrer det.

Sådan lyder det fra Benny Damgaard, der er formand for Venstre Lolland, som ellers kendt for at være en af de mest ivrige kritikere af statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).

Benny Damgaard har markeret sig som en af de første fra Venstres bagland, der stod frem og klart tog afstand fra statsministerens brug af penge på tøj, en ferierejse og rygning på hotelværelser.

Men i dag tager han ikke afstand fra Lars Løkke Rasmussen. Han bakker nemlig op om regeringens planer at nedlægge regionsrådene.

Onsdag kommer regeringen med et udspil til en ny sundhedsreform, hvor der lægges op til, at regionsrådene skal nedlægges. Det erfarer flere medier.

Blev overbevist på hovedbestyrelsesmøde

Det lykkedes Lars Løkke Rasmussen at overbevise Benny Damgaard på hovedbestyrelsesmødet i fredags om, at det er en god plan at nedlægge regionsrådene.

Vi skal frem til et bedre sundhedsvæsen, og hvis det betyder, at vi skal nedlægge regionerne, så er det, hvad vi må gøre

Benny Damgaard, formand for Venstre Lolland

- Jeg synes, det var et lidt forkert tidspunkt, da jeg tog til hovedbestyrelsesmødet i fredags, men da jeg tog derfra, var jeg blevet beroliget lidt. Vi skal frem til et bedre sundhedsvæsen, og hvis det betyder, at vi skal nedlægge regionerne, så er det, hvad vi må gøre, siger Benny Damgaard.

Ifølge TV 2 ønsker regeringen at ændre i sundhedsvæsnets struktur.

Det skal blandt andet ske ved, at der skal etableres sundhedsforvaltninger, som skal stå for driften af sygehusene. Samtidig skal oprettes 21 sundhedsfællesskaber, som skal bygges op omkring de nuværende akutsygehuse.

TV 2 erfarer desuden, at der skal udpeges en politisk bestyrelse under Sundhedsministeriet, som skal holde styr på sundhedsvæsnets økonomi.

- De folkevalgte skal ind og styre sygehusene

I de fem regionsråd sidder der i dag 205 folkevalgte politikere, som er valgt for fire år ad gangen. Men det kan snart være fortid.

- Vi skal have nogle folkevalgte ind, som skal styre sygehusene, om det bliver større regioner eller hvad der sker, ved jeg ikke. Det skal ikke bare være regnedrenge. For der bliver ikke behandlet ens rundt omkring på sygehusene, siger Benny Damgaard.

Udspillet kan formentlig ikke nå at blive vedtaget, inden der udskrives valg. Derfor kræver det, at Lars Løkke Rasmussen får flertal, hvis planerne om at nedlægge regionerne skal blive en realitet.

- Vi skal ikke kigge på valg, men vi skal kigge på, hvad der er bedst for borgerne. Når vi nu har lovet, at der skal komme et nyt udspil, så må vi holde, hvad vi lover. Vi har lovet det på Sommergruppemødet og på Landsmødet. Hvis man er klar til det nu, så kommer det nu, siger Benny Damgaard.

Gruppeformand for Venstre i Slagelse, Knud Vincents, ønsker ikke at udtale sig nærmere, før regeringen onsdag har præsentereret deres udspil til en ny sundhedsreform.

Venstremanden Martin Damm, der er borgmester i Kalundborg Kommune, ønsker heller ikke at udtale sig før udspillet er fremlagt onsdag.

Opdateret

  • 23. feb 2019 kl. 04:45 Det fremgik af artiklen, at Knud Vincents (V) havde udtalt sig, men han ønsker ikke at tage stilling til sagen, før han kender indholdet af udspillet.

 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App