Det vi har sammen

Løkke i Vordingborg før svært Venstre-valg: Jeg har en god fornemmelse i maven

Lars Løkke Rasmussen (V), da han under kommunalvalgkampen 2017 besøgte Vordingborg.

Venstre er før valget presset i en række Venstre-kommuner. Partiets formand, statsminister Lars Løkke Rasmussen, er dog ikke nervøs før valget.

Venstre i Stevns kollapsede. Borgmesteren i Vordingborg gik af – og en række skarpe meldinger fra støttepartier gør valget svært for Venstre i flere andre kommuner på Sjælland.

Samtidig har hver fjerde Venstre-vælger på landsplan tænkt sig at stemme på nogle andre ved næste folketingsvalg, hvis man skal tro meningsmålingerne.

Men Venstres formand, statsminister Lars Løkke Rasmussen, er ikke nervøs forud for tirsdagens valg i vores område.

- Jeg har egentlig en god fornemmelse i maven. Med omkring en fjerdedel af stemmerne fik vi halvdelen af borgmesterposterne i landet ved sidste valg. Det sikrer os et godt afsæt for at få et tilsvarende godt valg i mange kommuner, siger statsministeren lørdag til TV ØST.

Bemærkningen fra Lars Løkke Rasmussen kom lørdag, da Venstre-formanden besøgte en af de pressede kommuner, nemlig Vordingborg.  Her kæmper Michael Seiding Larsen (V) for at beholde borgmesterkæden, som han fik overdraget i utide, da den mangeårige Venstre-borgmester Knud Larsen i foråret besluttede sig for at forlade politik.

Et presset valg

Ifølge kommunalforsker Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, Roger Buch, står Lars Løkke Rasmussen dog med et svært kommunalvalg på hånden.

- Venstre er presset af, at man landspolitisk er gået tilbage siden sidste kommunalvalg. Dengang lå de på 25 procent i meningsmålingerne. Nu får de 18-19 procent, siger han til TV ØST.

Han forklarer, at det alene i rå tal giver Venstre et svært valg.

- De er i modvind. Nogen vælgere stemmer ikke det samme landspolitisk og lokalt – men mange gør, og det kommer til at koste Venstre mange vælgere. Hvis de taber 10 procent på den konto, så vil det i mange kommuner være nok til, at de taber det blå flertal, siger Roger Buch.

Forskellige valg i alle kommuner

Lars Løkke Rasmussen har dog is i maven før valget.

- Nogen steder er vi udfordret – andre steder er vi ikke. Alle kommunerne er forskellige valg. Her i Vordingborg, hvor vi er nu, kæmper Michael Seiding Larsen for posten nu, og gør det godt med super dynamik. Det håber jeg, at vælgerne vil belønne på tirsdag, siger Lars Løkke Rasmussen.

Venstre har i dag fem borgmesterposter i vores område - nemlig i Kalundborg, Holbæk, Slagelse, Ringsted og Vordingborg Kommuner. 

Tip os Har du et godt tip?