Løber fra Vordingborg til Berlin

Nogle af løberne, der har sat kursen fra Vordingborg til Berling. Hver dag i syv dage skal de løbe et maraton.

En flok løbere tog lørdag de første skridt på en meget lang løbetur. De løber nemlig til Berlin. Og turens første etape gik til Marielyst.

40 løbere fra hele regionen havde lørdag formiddag taget de gode løbesko på. De skulle nemlig løbe fra Vordingborg til Marielyst – en distance svarende til et maraton.

Det gjorde de, fordi Michael Jensen fra Sorø har arrangeret en noget anderledes ferie, som alle var velkommen til at deltage i. Og turen til Marielyst var første etape på den ferie.

Den første af syv etaper. De næste seks dage skal 16 af løberne løbe, hvad der er svarende til en maratondistance hver dag. Lige indtil de rammer Berlin centrum.

Der var altså 24 gæsteløbere med i dag på den første etape, men resten af ruten fortsætter det egentlig hold mod Berlin alene. Dog med følgebiler fyldt med slik og vand.

Løb nummer 100

Britt Jørgensen fra Nykøbing Falster var en af de 40 mænd og kvinder, der i dag krydsede falster.

Maratonløbet var hendes nummer 100 i rækken, og derfor var det en helt særlig velkomst, hun fik på målstregen.

En pokal fra børnene, samt medalje og jordbærkage fra Michael Jensen. Det var, hvad der ventede den – må man sige – rutinerede løber. Desuden ventede en champagneregn, da Nykøbing Falster-løberen krydsede målstregen.

Hyggetur og bajer

Det er ikke en konkurrence tur, men ifølge Michael Jensen handler det i højere grad om sammenholdet.

- Det er ikke noget med at løbe super hurtigt. Det er noget med, at vi løber de her syv etaper sammen, og så hygger vi i Berlin. Når vi kommer der ned står den også på bajere, siger han grinene.

Det skal altså betragtes som en form for ferie – en meget aktiv en af slagsen. Men det bringer velvære ifølge arrangøren.

- Det er en lidt anderledes måde at gøre det på, men det er sådan set bare vores livsglæde. Det gør noget for vores krop og sjæl. Det er uundværligt, siger Michael Jensen.

I morgen går turen op om Nykøbing Falster og ned til Gedser, hvor gruppen tager færgen til Tyskland.

Resten af ruterne kan ses på dette link.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App