Livredderne gør status: Det har været en stille sæson

Badesæsonen er slut, og hos TrygFonden Kystlivredning har man haft en stille sæson. Her har man ikke været nødt til at rykke ud med livreddende aktioner.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I otte uger har livreddere patruljeret fire strande i vores region. Men onsdag er sidste dag, livredderne holder et vågent øje med badende gæster i vandet.

Badesæsonen er nemlig slut, og den har været rolig, hvis man spørger chefen for drift og sekretariatet i TrygFonden Kystlivredning, Anders Myrhøj.

quote Badesæsonen har været præget af det ustadige vejr, dermed også ret begrænset aktivitet på stranden

Anders Myrhøj, chef for drift og sekretariat, TrygFonden Kystlivredning

- Badesæsonen har været præget af det ustadige vejr, dermed også ret begrænset aktivitet på stranden, og det er nok det, vi vil komme til at huske sommeren på, siger Anders Myrhøj.

Ingen livreddende aktioner

At badesæsonen har været stille, kan også ses på tallene for livreddende aktioner. 

Fra 23. juni og frem til 6. august i år har der været nul livreddende aktioner.

Det vil sige, at livredderne overhovedet ikke har været nødt til at hente folk ind fra vandet, der har været i livsfare. Og Anders Myrhøj mener, at tallet er tegn på en god udvikling. 

Livredder-tårn
Læs også
Stærk vind får livredderne til at løfte pegefingeren
Livredder-tårn
Læs også
Stærk vind får livredderne til at løfte pegefingeren

- Det synes jeg jo er positivt. Det er et tal, vi arbejder på at nedbringe år efter år meget igennem oplysningsarbejde, men også ved at folk kan se, at der er livreddere til stede og begynder at tage vare på sig selv. Så håber vi også, at vi når at gribe ind i nogle hændelser, inden de udvikler sig uhensigtsmæssigt, siger Anders Myrhøj og fortsætter:

- Når det så er sagt, så er tallet nok også hjulpet på vej af, at der har været så relativt få gode badedage. Så vi har været lidt hjulpet af vejrguderne.

Få badegæster har haft brug for hjælp

Her i regionen har mellem to og tre livreddere overvåget badegæsterne på Marielyst Strand, Enø Strand ved Karrebæksminde, Gudmindrup Strand og Rørvig Strand i Odsherred siden 23. juni i år.

Ifølge aktionstallene har livredderne haft 55 almindelige førstehjælpsaktioner. Her har de hjulpet gæster, der for eksempel har skåret sig på sten, brændt sig på en brandmand, fået bistik eller er vredet om på foden.

Desuden har de haft 153 forebyggende aktioner, hvor en livredder har stoppet en potentiel farlig situation og bedt badegæster komme tættere på land.

Sidst med ikke mindst har livredderne i løbet af badesæsonen haft 6463 oplysende indsatser. Det vil sige, at livredderne har talt med badegæster og andre gæster på strandene om badesikkerhed.

Aktionstal for perioden 23. juni til 6. august 2017

0 livreddende aktioner
55 almindelige førstehjælpsaktioner
153 forebyggende aktioner
6463 oplysende indsatser
*Gælder for Marielyst Strand, Enø Strand, Gudmindrup Strand og Rørvig Strand.
Kilde: TrygFonden Kystlivredning

Nyhedsoverblik