Lindeskovskolen vil vise elever mangfoldighed

Det frivillige team skal give børnene noget ekstra i hverdagen. Foto: TV ØST

Skolen i Nykøbing Falster vil lave et team af frivillige, der skal give børnene mulighed for at spejle sig i en anden mangfoldighed end den, de kender.

- På Lindeskovskolen har vi nogle vidunderlige børn, hvor en stor del er tosprogede og en del er fra udsatte etniske danske familier.

Sådan indleder skolens ledelse en pressemeddelelse, hvor de gør det klart, at de søger frivillige. Frivillige, der skal hjælpe til med at sikre børnenes integration og læring.

Håbet er, at børnene får mulighed for at spejle sig i andre dele af den danske befolkning, end den de lever i til daglig.

Sparer ikke lærere væk

De frivillige skal rent praktisk blandt andet servere i skolens morgensmadscafé eller læse højt for børnene som en del af undervisningen. Det kan også komme på tale at tage på ture ud af huset sammen med børnene eller agere som ’praktisk hånd’ i særlige undervisningsforløb.

Skolen understreger, at det frivillige team ikke betyder, at der bliver sparet uddannet personale væk. Tanken er, at de frivillige skal være noget ekstra til fordel for eleverne.

Man kan henvende sig til skolen, hvis man er interesseret i at blive frivillig på skolen.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App