Ledigheden er faldet i regionen: Se tallene fra din kommune

Alle kommuner i regionen har ifølge Danmarks Statistik oplevet nedgang i ledigheden de seneste tre år. Lolland Kommune tager føringen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Flere job bliver skabt, væksten øges, og ledigheden daler. Vores region er i fremgang.

TV ØST har tygget på tal fra Danmarks Statistik, og det viser sig, at regionen de seneste tre år har oplevet et generelt fald i ledigheden.

Faktisk så meget, at vi nu ligger på linje med landsgennemsnittet på 3,9 procent. Der er således tale om en nedgang på hele 29,6 procent.

Om tallene

Vi har udtrukket tal fra Danmarks Statistik fra september 2013 til september 2016.

Tallene dækker over bruttoledige. Det vil sige, at uarbejdsdygtige ikke er inkluderet i statistikken.

Grupperne af ledige, som tallene tæller, er:
  • A-dagpengemodtagere
  • Jobparate kontanthjælpsmodtagere
  • Åbenlyst uddannelsesparate
  • Personer på særlig uddannelsesydelse og midlertidig arbejdsmarkedsydelse

Lolland gør det godt

Alle kommuner gør det godt, men én skiller sig ud. Lolland Kommune er bedst med hækkesaksen, når ledighedsligusterhækken skal trimmes.

De har nemlig skåret antallet af ledige ned med 39,3 procent fra september 2013 til september i år.

- Jeg kan sagtens nikke genkendende til en nedgang af ledige. Jeg kender ikke de konkrete tal, så det er svært at forholde sig til, men der er ikke nogen tvivl om, at det går i den rigtige retning, siger Hanne Larsen, der er a-kasseleder i 3F Lolland.

Flere i job takket være målrettet indsats

Borgmester i Lolland Kommune, Holger Schou Rasmussen (S), ser også på statistikken med optimisme. Han er tilfreds med, at en række tiltag, kommunen står bag, nu bærer frugt.

Et af de tiltag, Lolland Kommune arbejder med, er et målrettet samarbejde med business-organisationer som eksempelvis Business Lolland, som borgmesteren roser for deres store arbejde.

- Vi satser også meget på samarbejdet i Greater Copenhagen. Vi vil være den bedste erhvervskommune. Det er målsætningen, siger Holger Schou Rasmussen (S).

Det, mener han, har medført øget vækst og dermed flere ledige stillinger på sydhavsøen. Hos 3F Lolland bekræfter man, at væksten er indtruffet.

- Der er kommet flere arbejdspladser til Lolland, og det har vores medlemmer nydt godt af. Vi har ikke gjort nogle ekstra tiltag, men vi er meget inde over jobformidlingen. Vi har et fantastisk godt samarbejde med jobcentrene, siger a-kasseleder Hanne Larsen.

Stadig over landsgennemsnittet

Selvom det er positivt nyt med en nedbragt ledighed, så ligger Lolland Kommune fortsat over landsgennemsnittet i antallet af ledige.

Hvor ledigheden af den til gængelige arbejdsstyrke er 3,9 procent på landsplan, så ligger Lolland på 4,7 procent. Men borgmesteren mener ikke, det er noget at tale om.

- Det er så lidt, at man skal have den store lup frem for at se det. Vi kan se, der er virksomheder, som stadig søger, men ikke kan finde kvalificeret arbejdskraft. Så hvis man har mod på livet og vil have et arbejde, så tag til Lolland og prøv lykken, siger borgmester Holger Schou Rasmussen (S).

Det rene Klondike

Der er klar optisme, også for fremtiden, at spore hos borgmesteren. Han mener, at den positive nedgang af ledige vil fortsætte.

- Det bliver ved med at fortsætte, særligt når Femern-projektet starter. Det bliver ren Klondike de næste 10 år hernede, slutter han.

Se på vores interaktive kort herunder, hvordan det går i din kommune og regionen generelt.

View Faldet i ledighed in a full screen map

 


Nyhedsoverblik