Leder af brændt børnehave: Vi står sammen

Efter daginstitutionen Eventyrlunden i Holbæk brændte, har børn, forældre og personale kæmpet sammen for at få hverdagen til at køre igen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det har været en noget anderledes uge for både børn, personale og forældre, siden daginsitutionen Eventyrlunden i Holbæk brændte for lidt over en uge siden.

quote Jeg tager hatten af for personalet, men jeg tager også hatten af for vores børn og vores forældre

Bente Staack-Petersen, pædagogisk leder, Eventyrlunden

- Der er nogle enkelte der i denne her uge, der begynder at reagere, og nogle forældre, der fortæller, at børnene vågner og er kede af det. Så der er nogle reaktioner hos børnene, men det er der også hos personalet, fortæller pædagogisk leder Bente Staack-Petersen til TV ØST.

Det var natten til den 27. februar, at politiet fik meldingen om branden i Eventyrlunden. Flammerne stod op, og 40 brandfolk skulle der til for at slukke branden.

Spredt på tre matrikler

Branden i daginstitutionens bygninger betyder, at daginstitutionens 42 vuggestuebørn og 86 børnehavebørn nu er fordelt på tre forskellige matrikler i en nødpasningsordning, der allerede dagen efter branden kom i stand.

Læs også
Daginstitution drukner i donationer efter voldsom brand
Læs også
Daginstitution drukner i donationer efter voldsom brand

- Det har givet nogle udfordringer for de forældre, der både har et barn i børnehave og vuggestue, fordi de skal køre flere steder. Det er jeg meget opmærksom på, siger Bente Staack-Petersen.

Men der er også klare lyspunkter i ugens løb, som den pædagogiske leder meget gerne fremhæver.

- I Dragebakken startede vi onsdag morgen blot med borde og stole og ingenting ellers. Jeg tager hatten af for personalet men jeg tager også hatten af for vores børn og vores forældre. Jeg synes godt nok, der er blevet arbejdet igennem for at gøre det så trygt og godt for vores børn, og det synes jeg, vi har formået, lyder det fra lederen.

Rørende og overvældende

Og der er opstået noget helt specielt midt i den ærgerlige situation, som de står i.

- Det må jeg sige, at når jeg kan mærke, at mit personale står sammen, men jeg har også en forældrekreds, der er fantastiske og positive og tager den i stiv arm, så føler man også, at vi bærer hinanden. Vi står sammen, siger hun.

Det har også været en uge, hvor mange har vist, at de tænker på både børn, personale og forældre i den svære tid.

udklip.jpg
Læs også
Politiet: Brand i daginstitution i Holbæk var påsat
udklip.jpg
Læs også
Politiet: Brand i daginstitution i Holbæk var påsat

- Børnene har syntes, det har været ren juleaften hver dag med alle de donationer, vi har fået. Det er strømmet ind med legetøj. Det har været helt vildt, fortæller lederen og fortsætter:

- Det er alt lige fra en ældre dame som kom med rollator og afleverede tre blokke og nogle farver, til børn der har ryddet op på værelset og giver deres legetøj, til lokale firmaer der er kommet med ting. Jeg er bange for, at jeg glemmer at nævne nogen, men hver en lille tanke er meget rørende og overvældende, siger hun.

Bliver arbejdet på højtryk

Desuden er der oprettet en indsamling i forældrerådet til dem, der ikke har råd til at købe nyt udstyr og overtøj til børnene, som gik tabt i branden.

Men der er en skygge over det gode sammenhold, der er opstået. For det er endnu uvist, hvor længe Eventyrlundens børn og personale skal være spredt på tre matrikler.

- Jeg håber, vi hurtigst muligt kan blive samlet igen. Det er en udfordring at være spredt på tre matrikler, og der er også en udfordring i at vi kan miste børn på denne her måde. Så det er mit håb og ønske, at vi bliver samlet igen hurtigst muligt, siger hun.

- Jeg ved, at der bliver arbejdet på højtryk på at finde en løsning, lyder det fra Bente Staack-Petersen.

Politiet har netop i dag offentliggjort, at deres brandtekniske undersøgelser viser, at branden var påsat. I den forbindelse søger politiet vidner i sagen. Oplysninger kan gives på telefon 1-1-4.

Læs også
Børnehave stod i flammer i Holbæk
Læs også
Børnehave stod i flammer i Holbæk

Nyhedsoverblik