Ledende overlæge om kritiseret behandling af hjertepatienter: - Det er helt uacceptabelt

Hjertepatienter på Sjælland venter for længe på undersøgelse og operation. Ledende overlæge peger på Sundhedsplatformen som primære årsag.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Region Sjælland halter efter de andre regioner, når det kommer til at tage sige af hjertepatienter.

For efter regionen har indført det nye it-system, Sundhedsplatformen, er ventetiderne steget markant. Det fremgår af en overvågning af behandlingsforløb for hjertepatienter, oplyser Sundhedsstyrelsen, der betegner udviklingen som både stærkt bekymrende og uacceptabel.

quote Vi har ophobet en lang ventetid, og det har vi stadigvæk

Gunnar Jensen, ledende overlæge Sjællands Universitetshospital

Hjertepatienter skal som andre patienter været undersøgt og have fået en diagnose inden for 30 dage efter at de er henvist til et hospital. I første kvartal skete det kun for 76 procent af patienterne, hvilket er uacceptabelt, idet det er en lovfæstet ret, skriver Sundhedsstyrelsen. Kvartalet før var det 81 procent.

Især Region Sjælland skiller sig ud, skriver Sundhedsstyrelsen.

I Region Sjælland faldt antallet af hjertepatienter, som blev undersøgt til tiden. Nu er andelen nede på 43 procent. Til sammenligning er det 96 procent af patienterne i Nordjylland, der ifølge Sundhedsstyrelsen udredes til tiden.

Hos Region Sjælland erkender man de lave tal på området.

- Det er helt uacceptabelt, siger Gunnar Jensen, ledende overlæge Sjællands Universitetshospital, til TV ØST. 

sygeplejersker_vil_hellere_pendle_2.jpg
Læs også
Hjertepatienter på Sjælland venter for længe på undersøgelse og operation
sygeplejersker_vil_hellere_pendle_2.jpg
Læs også
Hjertepatienter på Sjælland venter for længe på undersøgelse og operation

- Udredningen skal overholdes. Det har vi også gjort i første kvartal 2017. Men det begyndte at gå nedad i tredje og fjerde kvartal 2017 og meget i første kvartal 2018, siger Gunnar Jensen.

Sundhedsplatformen får skylden

Gunnar Jensen peger især på Sundhedsplatformen som årsagen til de lave tal.

For med indførelsen af det nye it-system skulle Region Sjælland afsætte personale, som skulle uddannes i systemet, der blev indført i slutningen af november 2017.

- Vi har ophobet en lang ventetid, og det har vi stadigvæk, siger den ledende overlæge.

quote Regionerne skal simpelthen stramme op på hjerteområdet. Det gælder især Region Sjælland

Ellen Trane Nørby (V), sundhedsminister

Nu håber han, at tallene atter vil stige, efterhånden som personalet bliver bedre til at bruge Sundhedsplatformen.

- Det er vigtigt for mig at sige, at vi prioriterer de akutte hjertepatienter, siger Gunnar Jensen.

Ifølge den ledende overlæge får hjertepatienter, der skal have undersøges eller eksempelvis udført en ballonudvidelse, tilbuddet om at blive overført til andre sygehuse.

Sundhedsminister: Ikke godt nok

Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) er skuffet over, at det stadig går den forkerte vej.

- Lang udredningstid kan få alvorlige konsekvenser for patienterne. Jeg kan ikke understrege det nok - regionerne skal simpelthen stramme op på hjerteområdet. Det gælder især Region Sjælland, hvor udredningsretten kun blev overholdt i 43 procent. Det er langt fra godt nok – og det er uanset, om det skyldes implementeringen af Sundhedsplatformen eller ej. Regionerne må i arbejdstøjet, siger Ellen Trane Nørby i en pressemeddelelse.

De nye tal fra Sundhedsstyrelsen viser desuden, at omkring hver tredje hjertepatient venter mere end 45 dage på hjerteklapoperationer, hvis man ser på landsgennemsnittet.

Find hele rapporten her.

OM HJERTEOVERVÅGNINGEN

Sundhedsstyrelsen offentliggør overvågningsdata kvartalsvist for hjerteområdet. Overvågningen af hjerteområdet har fokus på tre parametre, som er:
  • I hvilken grad udredningsretten bliver overholdt for patienter med hjertesygdomme
  • Ventetiderne til invasiv diagnostik og til behandlingen for udvalgte hjertesygdomme
  • Regionernes overholdelse af reglerne for maksimale ventetider for visse iskæmiske hjertesygdomme

Kilde: Sundhedsstyrelsen.

Nyhedsoverblik