Lavere pris over Storebælt kan sende 40 procent af godset ud på vejene

Om forslaget bliver gennemført skal afgøres i de politiske forhandlinger, som transportministeren ifølge sin pressemeddelelse vil indbyde de øvrige partier til. Arkivfoto. Foto: René Lind

Et nyt forslag fra regeringen kan ende med endnu mere kø og flere lastbiler på motorvejene ved Storebælt.

- Jeg er utroligt glad for, at vi får sat taksten for at køre over Storebælt ned. Det betyder virkelig noget både for borgere og virksomheder og for sammenhængen i landet.

Sådan lød begrundelsen fra transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA), da han sammen med ministerkollegerne Kristian Jensen (V) og Brian Mikkelsen (K) torsdag morgen annoncerede, at regeringen vil sænke prisen for at komme over Storebælt med 25 procent.

Hvis man ikke får jernbanen med, er det helt håbløst. Forslaget vil være en katastrofe

Jan Wildau, vicepræsident og leder af 'public affairs and relations' i DB Cargo Scandinavia

Men som regeringens forslag er skruet sammen, kan resultatet blive endnu mere kø og flere lastbiler på motorvejene, skriver Ingeniøren.

- Vi synes, at det er rigtigt at sætte taksten for passage af Storebælt ned. Men hvis man ikke får jernbanen med, er det helt håbløst. Forslaget vil være en katastrofe - dels for os - men også for de mennesker, der bruger motorvejene og de lastbiler, som er nødt til at køre der, siger Jan Wildau, der er vicepræsident og leder af 'public affairs and relations' i DB Cargo Scandinavia - den største af de fire virksomheder, der transporterer gods på de danske jernbaner.

Regeringens forslag går nemlig ud på, at taksterne for personbiler, lastbiler og persontog skal sænkes med 25 procent over tre år. Men prisen for at køre med godstog skal der ifølge regeringen ikke pilles ved.

- Når en virksomhed skal beslutte, om den vil sende gods med bane eller med lastbil, så handler det meget om kroner og øre. Hvis politikerne vælger at gøre det billigere at sende noget med lastbil, vil det derfor få en stor betydning for, hvor meget gods, der bliver sendt med tog, siger han til Ingeniøren.

40 procent af banegods kan ende på lastbiler

Ifølge Jan Wildau er banegodsbranchen i forvejen presset økonomisk af at skulle investere i nyt udstyr og uddannelse, fordi Banedanmark er i gang med at udskifte det danske signalsystem med et nyt ERTMS-system. Systemet kræver, at der installeres en del udstyr i lokomotiverne, som kan kommunikere med de nye signaler. 

Læs også Regeringen vil gøre det billigere at krydse Storebælt

Hvis lastbiltransport som følge af takstnedsættelsen på Storebælt ovenikøbet bliver billigere, kan det derfor flytte rigtig meget gods fra skinner til veje.

- Vores brancheforening, Dansk Banegods, har fået lavet en beregning, der siger, at omkring 30-40 procent af det gods, der i dag transporteres gennem Danmark på banen, vil blive flyttet over på lastbiler i stedet, hvis de her to ting kommer til at ramme os samtidigt. For DB Cargos vedkommende kører vi, hvad der svarer til omkring 1.100 lastbiler gennem Danmark hver dag - langt det meste på transitstrækningen over Storebælt. Overfører man så meget gods til motorvejene, så vil det kunne mærkes af danskerne.

Jan Wildau understreger, at brancheforeningen ikke er imod vejgodstransport:

- Der er gods, som det kun giver mening at transportere på lastbiler, for det skal køres fra et sted langt fra jernbanen til et sted langt fra jernbanen. Men store og tunge ting som papir, stål og træ, der skal transporteres fra Sverige og langt ned i Europa, giver det ikke mening, at transportere rundt på lastbiler.

Øger trængslen på vejene

Desuden har han svært ved at se, hvordan flere lastbiler på vejene skal understøtte regeringens andre ambitioner om at mindske trængslen på motorvejsnettet. 

Læs også Vejarbejde på Storebælt skal sikre en sikker forbindelse

- Med den ene hånd vil man gerne udbygge motorvejsnettet for at mindske trængslen, men med den anden hånd skubber man endnu flere lastbiler ud på motorvejene. Det virker ikke gennemtænkt.

Om forslaget bliver gennemført skal afgøres i de politiske forhandlinger, som transportministeren ifølge sin pressemeddelelse vil indbyde de øvrige partier til.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App